Til dagligt handler det om samarbejdet til lands, men tirsdag den 7. juni sætter Match Racing Denmark sejl til en dyst på vandet mellem borgmestrene fra Vejle, Fredericia, Kolding og Middelfart – og regionrådsformand Stephanie Lose. Borgmester Steen Dahlstrøm i Middelfart forsvarer pokalen på sin hjemmebane, hvor den intense kamp kan opleves på tæt hold fra molen i marinaen.

Erfaringen fra tidligere år er, at bølgerne går højt mellem de forskellige besætninger. Første båd i mål i finalen får æren, pokalen og den eftertragtede håneret med hjem.

Match Racing Denmark er vant til at håndtere sejlsport-events i VM klasse på centeret i Middelfart. Tirsdag er udfordringen så fire borgmestre og en regionsrådsformand ved roret i de store både, når starten går ud for kajen i Middelfart Marina. Borgmester i Middelfart Steen Dahlstrøm fortæller:

“Match Race handler om at sætte det bedste hold på hver post, læse vinden og vandet, tage bestik af konkurrenterne og så lægge sin strategi og følge den til dørs. I virkeligheden ikke så meget anderledes end at drive en kommune. I borgmesterdysten konkurrerer vi, men i virkeligheden er dagen med til at understøtte det gode samarbejde på landjorden til hverdag.”

Borgmesterdysten blev født i 2006, som et samarbejde mellem Fredericia, Vejle, Kolding, Horsens og Middelfart Kommune og Match Racing Denmark. Siden har dysten været afholdt i 2010 og 2012. Hvis den forsvarende båd fra Middelfart med Steen Dahlstrøm ved roret vinder, så tager han pokalen hjem til evigt eje. Formålet med dagen er at styrke samarbejdet mellem kommunerne og regionen og vise de flotte faciliteter frem: “På Lillebælt har vi det perfekte fælles stadion og en sejlkulisse i verdensklasse. Det skal vises frem sådan en dag”, slutter en forventningsfuld vært.

Program:

Velkomst og introduktion kl. 10:00
Øve sejlads i tildelt båd kl. 10:30
Fælles frokost for alle indbudte kl. 11:45
Minimum 3 sejladser – alle mod alle kl. 12:30
Præmieoverrækkelse kl. 14:30
Afslutning kl. 15.00.

Om Match Racing Denmark
Med 17 matchracebåde og mere end 5.000 sejlende gæster årligt er Match Racing Denmark i dag Danmarks førende og største matchracecenter med mere end 50.000 sejlende gæster siden 2005. Centret er etableret i et tæt samarbejde mellem sejlklubberne i Horsens, Vejle, Fredericia, Middelfart og Kolding for at styrke dansk sejlsport. Match Racing Denmark blev etableret i 1996 og har gennemført flere hundrede events og stævner. I 2015 var Middelfart vært ved verdensmesterskaberne i Melges 24 og kvindernes verdensmesterskab.