Middelfart Volleyball Klub var ikke levnet mange chancer i pokalfinalen mod Gentofte, der sæsonen igennem har været ligaens bedste hold, men stik mod alle odds lykkedes det Middelfart at vinde 3-0 i sæt.

Lørdag eftermiddag blev der spillet pokalfinale i volleyball. Planen var, at det skulle have været et stort Final4-event i Aarhus tidligere på måneden, men pga. Covid-19 situationen blev semifinalen og finalen spillet på den mere traditionelle måde. I semifinalen gik Middelfart Volleyball Klub videre i sikker stil, da VK Vestsjælland blev besejret med 3-0 og Gentofte Volley vandt ligeledes i tre sæt mod Nordenskov UIF, hvor de dog blev presset.

I sæsonens løb har de to hold spillet mod hinanden to gange, og begge gange er det blevet til sikre sejre til Gentofte, som derfor måtte påtage sig favoritværdigheden i pokalfinalen, der blev spillet i Lillebæltshallen i Middelfart uden tilskuere, og det gjorde det til en speciel oplevelse, men som det hører sig til, så skal de bedste have det bedste. Derfor var der til hjælperne sørget for Danmarks bedste romkugler, det skulle sætte standarden for dette års finale.

Nationalmelodien blev spillet som traditionen foreskriver. (Foto: AVISEN)

Fra start var Middelfart tændte. Selvom der ikke var tilskuere på lægterne, så fornemmede man en stor stolthed over at være nået så langt og ville fighte for at vinde pokalen til 5500 Middelfart. Det fynske hjemmehold lagde ud med at komme foran 2-0, men Gentofte var ikke sådan til at ryste og fik udlignet til 2-2, men med stor koncentration og godt spil fra især Nikolaj Hjorth, der lavede en del point, så fik Middelfart bragt sig foran 8-5. Tre pointsføringen blev hentet med tre point i træk og så var det helt lige igen. 

Middelfart havde tur i den. (Foto: AVISEN)

Gentofte kom foran 10-12, men så lavede Middelfart fem point i træk og kom foran 15-12, middelfarterne så sig ikke tilbage og endte med at vinde første sæt med 25-18, og dermed lå overraskelsen og lurede for Mike Boessences mandskab. I anden sæt fortsatte de begejstrede Middelfart-spillere, og red videre på bølgen. Middelfart var foran 11-9, og sættet kunne knække med et par point til, og det skete.

Det fynske hjemmehold kom foran 18-13 og det fik Gentofte til at forlange timeout, og efter en timeout, hvor der lige skulle ro på, så endte Middelfart med at køre anden sæt hjem med 25-20. Det blev dermed første gang i sæsonen, at Gentofte satte to sæt til i en kamp.

Nikolaj Hjorth med en serv. (Foto: AVISEN)

Alvoren var gået op for de sjællandske favoritter i tredje sæt. De kom med en helt anden gejst end i de to foregående sæt, og med opmuntrende råb fra sidelinjen kom de i front med 0-2, og så lignede det, at Gentofte var på rette kurs, men Middelfart var ikke til at slå ud af kurs. Hjemmeholdet kom foran 3-2 og kom på 7-4, hvilket fik gæsterne til at forlange timeout.

Tre point i træk af Gentofte fik sat en prop i Middelfart, men som tidligere set, så bevarede Middelfart kynismen og lod sig ikke gå på af lidt modgang, og med tre point i træk kom de foran 10-7, og overraskelsen lurede dermed for alvor, og det kunne man også se på banen. Gentofte løftede igen niveauet og fik udlignet til 12-12, hvilket fik Middelfart til at forlange timeout.

En tæt afslutning på tredje sæt lurede. Ingen af holdene kunne trække fra og der var skiftevis et pointsføringer, men så fik Middelfart brudt stimen. Middelfart kom foran 21-19, og for at få sat en stopper for rytmen forlangte Gentofte derfor timeout, og det fik effekt. De sjællandske favoritter fik udlignet til 22-22, men med to point i træk fik Middelfart to matchbolde. Begge blev misbrugt, men efterfølgende holdt Middelfart nok en gang hovedet koldt og vandt tredje sæt med 26-24. Sensationen var dermed fuldendt, og Middelfart Volleyball Klub vandt dette års pokalfinale.

Efter pointet til 26-24 i tredje sæt brød jublen løs. (Foto: AVISEN)

Efter at have modtaget guldmedaljerne og have hævet pokalen talte vi med Middelfart Volleyball Klubs Nikolaj Hjorth, der satte ord på, hvor stort det var for ham og holdet.

– Det er kæmpe stort. Det er højdepunktet i den her sæson, og det var første gang vi skulle steppe op og toppe. Vi ramte den lige i røven og spiller den klart bedste kamp i år, siger Hjorth.

Pokalfinalen blev en særpræget oplevelse på den måde, at der ikke var tilskuere på lægterne, men pga. Covid-19 var det ikke muligt.

– Vi havde foretrukket at spille med tilskuere, da borgerne i Middelfart, Strib og omegn plejer at bakke os op, og det er ærgerligt, men jeg håber mange så med derhjemme, siger Nikolaj Hjorth.

Hjorth under fejringen. (Foto: AVISEN)

Efter planen skulle der have været afholdt et Final4-stævne tidligere på måneden, og det endte med at blive aflyst og det var til Middelfarts fordel.

– Det var heldigt, da vi vandt hjemmebanen ved lodtrækning og det kunne ikke være mere dejligt end at vinde det på hjemmebane, siger Hjorth, der også tilskriver hjemmebanen betydning:

– Som sportshold har man attituden ved, at man ikke skal komme her og tro, at de (modstanderen, red.) kan tage point mod os og det gælder også i dag, så det er en fordel at spille her, siger han.

Normalt ville man have feste natten lang efter sådan en triumf, men det kan man ikke med de nuværende restriktioner. På trods af det skal pokaltriumfen nok blive fejret, forsikrer Nikolaj Hjorth.

– Vi kan ikke tage på Bubbas eller andre steder i byen, men mon ikke vi finder på noget andet sjov at lave, slutter Middelfart Volleyball Klubs Nikolaj Hjorth.

Se her flere billeder:

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer