Middelfart Kommune har befundet sig i Top 10 i Dansk Industris årlige undersøgelse om erhvervsklimaet i igennem rigtig mange år. Faktisk skal man tilbage til 2014 for at finde en placering uden for de 10 bedste. I år må Middelfart Kommune tage til takke med en placering som nummer 29, hvilket er et forholdsvist stort skridt tilbage fra sidste års placering som nummer 4.

– Vi er måske blevet forvænte med Middelfarts topplaceringer gennem mange år, og en plads som nummer 29 er jo stadig en placering i den bedste tredjedel af de danske kommuner. Men placeringen i år er unægtelig kommet som en lidt ærgerlig overraskelse. Nu skal vi naturligvis sammen med kommunen se på, hvordan erhvervsklimaet kan vende tilbage til tidligere års styrke, siger formand for DI Trekantområdet adm. direktør Carsten Kind, Interacoustics A/S.

Der er nogle klare budskaber fra virksomhederne i årets undersøgelse med ønske om forbedring. Eksempelvis får byggesagsbehandlingen i kommunen en noget ringere vurdering i år. Virksomhederne giver også et klart signal om, at dialogen med kommunen er blevet dårligere. Det gælder såvel dialogen med politikerne, embedsfolkene og kommunens formidling af væsentlige oplysninger.

– Vi er bekymrede for dialogen imellem kommunen og virksomhederne, fordi en god dialog ofte hænger meget sammen med oplevelsen af erhvervsklimaet. En god dialog kan også gøre at problemer og udfordringer kan tages i opløbet. Omvendt er det glædeligt, at Middelfarts image fortsat ligger højt, hvilket understøttes af at Middelfart fortsat er en af de kommuner i landet, der har den absolut største tilflytning, siger Carsten Kind.

Der er også områder hvor virksomhederne fortsat giver Middelfart et godt skudsmål. Erhvervslivet er eksempelvis lige så tilfredse med det kommunale vejnet og den kollektive transport i kommunen som sidste år, mens virksomhedernes vurdering af udbuddet af erhvervsgrunde fortsat er meget positiv, men dog må konstatere en mindre tilbagegang fra sidste år.

– Tilfredsheden med kommunens indsats for at opfylde virksomhedernes behov for kvalificerede medarbejdere og samarbejdet med jobcentret ligger også fortsat på et højt niveau, det er samtidig det politikområde, som virksomhederne anbefaler kommunen at prioritere højst i de kommende års arbejde, siger Carsten Kind.

FAKTA OM LOKALT ERHVERVSKLIMA 2020

  • DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2020, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 11. år i træk, at DI laver undersøgelsen.
  • 7.616 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 323.320 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 18 pct. af den private beskæftigelse.
  • Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.
  • Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkeligt antal svar.
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer