Byrådet i Middelfart har mandag aften vedtaget Middelfarts Kommunes DK2020-klimahandlingsplan, som sætter ambitiøse mål for de næste 30 års klimaarbejde i kommunen. Middelfart Kommune er blandt de første kommuner i landet, som vedtager DK2020-planen og den første på Fyn.

Middelfart Kommune sætter nu turbo på den lokale klimaindsats. Her til aften har Byrådet netop vedtaget kommunens DK2020-plan, som forpligter kommunen til at tilpasse klimaarbejdet, så det fremover lever op til internationale standarder for klimaplanlægning.

Med aftalen afsættes faste midler til at starte klimaindsatser i de kommende budgetter – og politikerne forpligter sig til at finde andre løsninger, hvis nogen af de konkrete tiltag ikke kan gennemføres.

Det er et stort og vigtigt skridt, at vi nu har sat konkrete handlinger på klimaambitionerne her i Middelfart Kommune. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at vi mener det, når vi siger, at vi går ambitiøst og handlekraftigt til klimaudfordringerne. Med vedtagelsen af vores DK2020-klimahandlingsplan er vi med til at skrive klimahistorie i kommunen, siger borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen.

Målet er, at Middelfart Kommune skal være klimaneutral i 2050, og allerede i 2030 skal udledningen af drivhusgasser være reduceret med 70 % i forhold til 1990-niveau.

Planen indeholder mange virkemidler og tiltag inden for kommunens handleområde. Men målsætningen om klimaneutralitet kræver handling langt ud over den kommunale organisation, og derfor indeholder planen også en række tiltag, hvor kommunen fremmer og motiverer lokalsamfundet til at virke for klimaplanen og bæredygtighed.

Første kommune på Fyn
DK2020 er navnet bag et stort klimapartnerskab, hvor samtlige af landets kommuner er inviteret til at udvikle klimahandlingsplaner med et ambitionsniveau, der matcher Parisaftalen. Middelfart Kommune er den første kommune på Fyn og den kun femte kommune i hele landet, som vedtager en DK2020-plan. DK2020 er startet af Realdania sammen med det internationale bynetværk C40 og tænketanken Concito.

Det særlige ved de klimahandlingsplaner, som kommunerne udarbejder i DK2020, er, at alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning skal håndteres. Det er blandt andet transport, landbrug, energi, bygninger, byudvikling og kommunens egne biler og ejendomme. I klimahandlingsplanen skal hver kommune udpege konkrete klimatiltag, der tilsammen sikrer en nettonul-udledning senest i 2050 for hele kommunens geografiske område.

Du kan se den politiske klimaaftale og en forkortet version af DK2020-planen herunder.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer