For at aflaste Region Syddanmark overtager Middelfart Kommune nu en del af opgaven med at pode borgere for COVID-19. Formålet er hurtigere podning og hurtigere svartider.

Podning for COVID-19 trækker ressourcer på sundhedsvæsenet, derfor har Middelfart Kommune indgået et samarbejde med Region Syddanmark om test af kommunens borgere.

Samarbejdet betyder, at Middelfart Kommune fremover selv står for at pode de af kommunens borgere, der ikke har mulighed for at komme til et regionalt testcenter, hvis de bliver henvist til podning for COVID-19.

Kun for borgere, der ikke selv kan møde op i testcentre
Det drejer sig om borgere, hvor der er mistanke om smitte – enten fordi de har symptomer, eller fordi de har været i nærkontakt med nogen, der har fået konstateret COVID-19. Borgerne skal fortsat kontakte egen læge og vil herefter få besøg af kommunens medarbejdere, der kan teste i eget hjem.

Det kan også være borgere, der skal flytte ind på et plejehjem, eller borgere der skal til undersøgelser på sygehuset.

Sidst men ikke mindst drejer det sig om test af borgere på eksempelvis plejehjem, hvis der opstår et smitteudbrud.
Formålet er at sikre hurtig podning og svartider for de borgere, der ikke selv kan møde op i et af regionens testcentre.

Podningen foretages af akutsygeplejen
Podningen bliver foretaget i borgernes eget hjem, og det er akutsygeplejen, der foretager podningen.

Det er forventningen, at testene vil kunne gennemføres uden ekstra udgifter. Henvisninger fra regionen prioriteres følgende måde:

  1. Plejehjemsbeboer
  2. Borgere der har tilknytning til hjemmeplejen
  3. Øvrige borgere i Middelfart Kommune

Det er en stor fælles opgave at forhindre spredning af COVID-19 og beskytte vores sårbare borgere fra sygdommen. Effektivitet og grundighed er nøgleordene, og derfor giver det rigtig god mening, at vi giver en hjælpende hånd i kommunerne og overtager podningen for COVID-19, siger Social- og sundhedschef i Middelfart Kommune, Jeanette Rokbøl.

Skriv et svar