Sidste år indgik Middelfart Kommune en aftale med regeringen om at få frihed for nationale regler og krav på ældreområdet. Kommunen har netop ansat Sten Kock-Hansen som programchef for indsatsen, der skal skabe endnu mere nærvær og omsorg i ældreplejen.

Middelfart Kommune har netop valgt Sten Kock-Hansen til at stå i spidsen, når ældre og ansatte i fællesskab skal udvikle fremtidens ældrepleje i Middelfart Kommune.

– Vi har valgt Sten som programchef, fordi han har mere end 20 års erfaring med at udvikle organisationer og skabe forandringer inden for sundheds- og ældreområdet. Det er værdifuld erfaring, der kan bane vejen for, hvordan vi i praksis øger kvaliteten for de ældre i Middelfart Kommune endnu mere, forklarer Irene Ravn Rossavik, der er social- og sundhedsdirektør i Middelfart Kommune.

Den nye programchef har i mange år arbejdet både som konsulent og leder i Region Syddanmark, i egen rådgivningsvirksomhed og andre kommuner, hvor omdrejningspunktet netop har været at sætte borgeren først i udviklingen af faglig kvalitet.

Ældre og ansatte får lejlighed til at gentænke ældreområdet ud fra deres perspektiv, fordi regeringen og et politisk flertal har fritaget Middelfart Kommune for en række nationale regler og krav i en periode på tre år. Netop det ser den nye programchef frem til:

– Det er en fantastisk anledning til at arbejde aktivt både for at udvikle kvaliteten af ældreområdet, men også til at arbejde med medarbejdernes trivsel. Ældreplejen skal tage udgangspunkt i den enkelte ældre og de ansattes faglighed. Min opgave bliver at understøtte, at vi sammen finder løsningerne så tæt på borgerne som muligt, siger Sten Kock-Hansen, der tiltrådte som programchef i Middelfart Kommune den 15. februar.

Det politiske lovforslag, der sætter Middelfart Kommune fri af regler, forventes godkendt i Folketinget i løbet af foråret, men Sten Kock-Hansen og Middelfart Kommune er allerede nu trukket i arbejdstøjet:

– Jeg lærer kommunen at kende ved at være ude i marken. Jeg besøger bl.a. plejehjem, udegrupper, dagcentre og det politiske udvalg, hvor vi allerede nu begynder at samle de første input ind, som vi kan arbejde videre med, fortæller Sten Kock-Hansen.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer