1. juni tiltræder 36-årige Rasmus Kjølby som kommunikationschef i Middelfart Kommune. Rasmus Kjølby, der har en fortid som journalist og redaktør i DR, kommer til Middelfart fra en stilling som presseansvarlig i Sønderborg Kommune

Det bliver en 36-årig vendelbo med rødder i spejderbevægelsen, der fremover skal stå i spidsen for Middelfart Kommunes kommunikationsteam – i den nyoprettede stilling som kommunikationschef. Rasmus Kjølby kommer fra en stilling som presseansvarlig i Sønderborg Kommune, hvor han blandt andet har arbejdet med lanceringen af Tour de France i Sønderborg. Før det har han været journalist og redaktør i DR – på DR Vejret/DR Nyheder og DR Trekanten Vejle. 

– Vi har valgt Rasmus ud af et rigtig godt felt med spændende og meget kvalificerede kandidater. Ud over sin faglige dygtighed, så har Rasmus en meget alsidig baggrund – også med frivilligt foreningsarbejde. Det ser jeg som en stor styrke, siger kommunaldirektør Willy Feddersen. 

Når vi i Middelfart Kommune vælger at ansætte en kommunikationschef, så er det både fordi, vi har ambitioner for vores kommunikation, og fordi vi har et stort potentiale i at styrke fortællingen om Middelfart Kommune – blandt andet over for potentielle tilflyttere og erhvervsliv. Men vi har en mindst lige så vigtig opgave i at sikre en gennemskuelig og ordentlig kommunikation i vores daglige dialog med borgere og samarbejdspartnere.  

Her er vi blandt andet i gang med at implementere en ny hjemmeside, der skal løfte vores digitale borgerservice, fortæller Willy Feddersen. Slutspurten i implementeringen af den nye hjemmeside er blot én af de mange opgaver, der venter Rasmus Kjølby, som glæder sig til at krydse broen over Lillebælt og komme i gang med arbejdet. 

– Middelfart er en spændende kommune i vækst – og med en stærk grøn profil. Jeg ser rigtig meget frem til at give mit bidrag til udviklingen – og være med til at fortælle borgere i kommunen og resten af landet om alle resultaterne, siger Rasmus Kjølby.

 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer