Middelfart Kommune er netop bevilget 200.000 kroner fra Realdania. Pengene skal bruges til at afprøve en ny national og grøn byggestandard, når kommunen opfører den nye institution Ny Hyllehøj.

I maj præsenterede Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen en ny frivillig byggestandard med fokus på bæredygtigt byggeri. Styrelsen ønsker på sigt at gøre ordningen obligatorisk.

Inden det sker, er Middelfart Kommune sammen med 30 andre bygherrer udvalgt til at afprøve den nye ordning med støtte fra Realdania.

“Vi har tidligere bygget rådhuset efter en international certificeringsordning inden for bæredygtighed. Det stiller store krav til dokumentation og er omkostningstungt. Derfor er vi med til at afprøve og udvikle en mere fleksibel national standard for bæredygtigt byggeri. Vi håber at bidrage til udviklingen af en ordning, hvor vi ikke går på kompromis med vores klimaambitioner, men som samtidig er mere smidig. Med støtten fra Realdania får vi mulighed for at give vores erfaringer videre, så de kan være med til at danne grobund for en national løsning,” fortæller borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen.

Middelfart Kommune modtager 200.000 kroner fra Realdania til at opføre daginstitutionen Ny Hyllehøj efter de nye standarder. Kommunen vil indarbejde de grønne principper fra den nye byggestandard allerede i udbudsmaterialet, så klimaet er tænkt ind fra starten af byggeprocessen.

Den frivillige, grønne byggestandard skal være med til at sikre den grønne omstilling af byggeriet i hele Danmark, og bliver administreret af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Målet er, at ordningen bliver obligatorisk i Bygningsreglementet i 2023.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer