Ved kåringen af Danmarks Bedste Handelsby 2016 gik delprisen for ‘Handelsbyen med Danmarks Bedste P-forhold 2016’ til værtsbyen Middelfart.

Selvom det ikke var Middelfart, der løb med hovedprisen som Årets Handelsby 2016, så var der glæde på KulturØen i Middelfart i går. Næstformand for Middelfart Handel – Rikke Kring udtaler i Middelfart Kommunes pressemeddelelse:

– Vi er både glade og stolte over prisen som ‘Handelsbyen med Danmarks Bedste P-forhold 2016’. Vi har gratis parkering og et stort P-hus tæt på gågaden, hvor handlende og ansatte kan parkere uden tidsbegrænsning, så det trækker helt klart op. En ting, vi handlende ofte oplever med glade gæster i byen, der ikke skal lede længe efter en p- plads. Dog vil vi meget gerne arbejde endnu mere på bedre skiltning af p-huset og arbejder løbende med Middelfart Kommune om dette.

Borgmester Steen Dahlstrøm som bød velkommen til årets prisuddeling på hjemmebane havde håbet på hovedpræmien, men var godt tilfreds med delprisen:

– Det er glædeligt, at indsatsen for at forbedre p-forholdene i Middelfart er lykkes, så prisen lander her i år. Det er også et kæmpe skulderklap til handelslivet, at Middelfart er top 5 ud af 24 indstillede handelsbyer i både service i butikkerne, trygheden for de handlende og på tilgængeligheden i bybilledet. Det er et rigtig godt udgangspunkt, når vi om to år er færdige med at bygge midtbyen om, så står vi stærkt i kampen om Danmarks Bedste Handelsby 2018.

Prisen for ‘Handelsbyen med Danmarks Bedste P-forhold 2016’ er en delpris og gives på baggrund af kriterierne: Betaling, henvisning, tidsbegrænsning, tilgængelighed, kapacitet, parkeringshuse, og afstand til butikkerne. Vurderingsgrundlaget for både del- og hovedprisen er baseret på kundeinterviews og en fagjurys vurdering.

Middelfart scorede højt på service i butikkerne, trygheden og tilgængeligheden for de handlende. Til gengæld efterlyser kunderne et større udbud af cafeer og spisesteder og så har hele ombygningen af midtbyen også betydet en lille tilbagegang i, hvor ren byen opleves. Årets Bedste Handelsby 2016 blev Køge.

Fakta om Danmarks Bedste Handelsby
Prisen uddeles af ICP A/S Institut for Center-planlægning hvert andet år i et samarbejde mellem Detailforum, NCSC (Nordic Council of Shopping Centers) og Institut for Center-
Planlægning (ICP). Det er 6. gang prisen uddeles og de hidtidige vindere har
været Vejle (2014), Roskilde (2012), Køge (2010), Aalborg (2008) og Holstebro (2006).
Deltagelse i konkurrencen krævede en tilmelding fra den enkelte inviterede handelsby.