Optagelserne til sæson tre af Xee’s komedieserie Sunday er netop gået i gang. I den populære series tredje sæson spiller komiker Melvin Kakooza stadig kenyanske Sunday, mens Mick Øgendahl spiller den nye chef for trænerteamet, Tommy Olsen.

Mens Xee om ganske kort tid har premiere på anden sæson af Sunday, er optagelserne til sæson tre allerede gået i gang. 

Anden sæson starter i Århus, hvor Sunday nyder sin nye tilværelse som Superligaspiller i AGF med høj løn og lækker kæreste. FC Fredericia har imidlertid fået ny direktør, Birgit Schaefer, spillet af Birthe Neumann, som har store planer for klubben, hvilket selvfølgelig også inkluderer Sunday. Sæson to har premiere d. 3/11 på Xee med bl.a. Melvin Kakooza (Sunday), Birthe Neumann (Birgit Schaefer), Anders Brink (Cheftræner Frederik) og Thue Ersted Rasmussen (Jonas) i de bærende roller, mens Mick Øgendahl gør dem selskab i tredje sæson. 

I tredje sæson hyrer Birgit Schaefer en ny chef for trænerteamet, Tommy Olsen, spillet af Mick Øgendahl. Karakteren Tommy er tidligere fodboldlegende, har stor medietække og er god til at skabe begejstring omkring sig. Også Mick Øgendahl selv er begejstret for at være en del af holdet: 

“For mig personligt, er det er en gave at træde ind i et univers, der fungerer. At få lov til være en del af en fortælling om forenings-danmark og den danske folkesjæl… hvis man nu skal tage den højpandede hat på. Men det vigtigste er dog, at det er pissesjovt at være med. Den måde, vi optager på, gør, at man finder sit indre legebarn frem igen.”

Melvin Kakooza er helt enig: “Jeg er rigtig stolt og glad for at være i gang med Sunday sæson tre. Det er altid en fornøjelse at være sammen med hele holdet og fedt at få Mick Øgendahl med! Han skulle ikke bruge mange timer, før han blev en naturlig del af teamet! Jeg ser frem til at skulle vise det frem!”

I tredje sæson er Frederik fortsat træner for fodboldholdet, men har modvilligt måtte overlevere posten som chef for trænerteamet til Tommy. Jonas og Sunday har stadig sine udfordringer, men får et nyt fælles projekt, og Birgit kæmper med at få det hele til at hænge sammen. 

Sunday er den mest streamede danskproducerede serie på Xee, og tredje sæson forventes at få premiere på tv- og streamingkanalen til efteråret 2020. Første sæson kan streames på Xee allerede nu, mens sæson to har premiere d. 3/11.

Melvin Kakooza og instruktør Jesper Rofelt har sammen udviklet figuren Sunday samt universet, mens manus er blevet til i samarbejde mellem Jesper Rofelt og Søren Felbo.

  • Sæson 3 kan ses på Xee til efteråret 2020.
  • Der vil være 8 afsnit.
  • Medvirkende: Melvin Kakooza, Anders Brink Madsen, Birthe Neumann, Mick Øgendahl, Kurt Dreyer, Nadia Dybvad Kvist Pedersen, Thue Ersted Rasmussen, Rikke Bilde Sørensen, Thor Gotfredsen Vestergaard, Per Teglhus, Martin Johannes Larsen, Marie Knudsen Fogh, Patricia Schumann.
https://www.facebook.com/menyfredericia/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her