Erhvervsdrivende og chefoptiker, Michael Biegala, flyttede og åbnede sin butik, Louis Nielsen i Fredericia, på en ny adresse lige da Corona ramte Danmark. Det var ikke den start, indehaveren havde drømt om, men han er alligevel fortrøstningsfuld og takker byen for støtten i en svær tid.

Chefoptiker Michael Biegala åbnede sin nye Louis Nielsen i Danmarksgade 18 i Fredericia den 12. marts. Tidligere havde butikken haft adresse i Gothersgade 3, men pga. et stigende antal kunder, havde Michael Biegala og kollegerne brug for mere plads.

Dagen før flytningen meddelte statsminister, Mette Frederiksen, så, at en stor del af Danmark skulle lukke ned, og få dage efter blev den nye butik, der lige var åbnet, lukket.

– Det var noget af en mavepuster for mig, da jeg konstaterede, at Danmark lukkede ned. Vi havde forberedt åbningen af den nye butik i mange måneder, men nu måtte vi lave planerne om og neddrosle åbningsfesten. Det var en hård dag, fortæller Michael Biegala.

Michael Biegala arbejdede natten igennem før åbningen og lavede nye planer, der levede op til de helt nye regler, som statsministeren havde udstukket, og trods ændringer sidste øjeblik, blev åbningen vellykket. Faktisk blev det den dag med størst salg i butikkens historie.

– Tænk, hvad det kunne være blevet til, hvis Corona ikke havde været der, fortæller Michael Biegala og fortsætter.

– Vi åbnede med forsigtighed, og havde mange besøgende på de præmisser, der var. Selvfølgelig langt fra lige så mange som hvis Corona ikke havde været tilstede, men det var nu engang vilkårene, fortæller Michael Biegala.

Fem dage efter åbningen, lukkede butikken helt ned, og det var en svær tid.

– Det var virkelig hårdt. Butikken stod helt ny og klar til kunder, men måtte ikke åbne. Selvfølgelig var det rigtigt at gøre, men det var godt nok frustrerende. Jeg havde jo gået og forestillet mig, hvordan den første tid i den nye butik ville blive, fortæller Michael Biegala.

Flot opbakning fra byen
Den 21. april åbnede butikken igen, dog med visse begrænsninger, men fra første genåbningsdag oplevede Michael Biegala stor opbakning og forståelse fra byens kunder.

– Det var nærmest som allerførste dag på arbejde. Det var en glædens dag, fortæller Michael Biegala begejstret og fortsætter.

– Kunderne besøgte os fra dag et igen, og havde god tålmodighed og forståelse for de nye processer i butikken, fortæller Michael Biegala og hentyder til butikkens skærpede regler, der er indført pga. COVID-19.

I Fredericia, såvel som i alle andre Louis Nielsen-butikker landet over, opretholder butikken en meget høj grad af hygiejne. Louis Nielsen følger WHO’s anbefalinger, der går videre end de danske regler. Der er bl.a. sat ekstra spritdispensere op ligesom medarbejdere, der er i direkte kontakt med kunderne, bærer mundbind eller visir.

– Vi går meget op i at holde en meget høj grad af hygiejne, og det sikrer de ekstra tiltag, der også lever op til både de danske og WHO’s anbefalinger, fortæller Michael Biegala.

Vigtigt at støtte lokalt
Michael Biegala mener, at er vigtigere end nogensinde før at støtte de lokale butikker, som har taget nogle gedigne slag under COVID-19, og Louis Nielsens indehaver appellerer derfor til, at kunderne fortsat foretager deres indkøb i byen. Dét er helt nødvendigt for, at det lokale handelsliv kan bestå.

– COVID-19 er ikke ovre endnu, og derfor er det vigtigere end nogensinde før, at man lægger sine penge lokalt, fortæller Michael Biegala.

Værd at vide
– Louis Nielsen i Fredericia flyttede den 12. marts 68 m. fra Gothersgade 3 til Danmarksgade 18.

– Her har butikken fået 80 kvadratmeter mere. Fra 100 kvadratmeter til 180 kvadratmeter i Danmarks gade.

– Udover de flere kvadratmeter har butikken fået et helt nyt design og er blevet indrettet, så den er handicapvenlig.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer