Fredericia AVISEN har bedt forsvarsadvokat Mette Grith Stage om en analyse af retssagen mod ubådskaptajnen Peter Madsen. Læs hendes betragtninger over retssagen her.

“Nu er vi cirka halvvejs gennem Peter Madsen-sagen, og jeg er sikker på, at påskeferien er tiltrængt for forsvareren. Jeg har jo kun fulgt retssagen gennem medierne, men det lader umiddelbart til, at det er noget op ad bakke for forsvaret, og at der ikke har været megen medvind,” indleder Mette Grith Stage og fortsætter:

“Anklageren har indkaldt en række vidner, som dybest set intet ved om, hvad der skete i mellem Madsen og Wall i ubåden, men som har været med til at tegne et billede af Peter Madsen, som en mand med en grænsesøgende seksualitet.  Det er faktisk lidt usædvanligt i en straffesag, at der afhøres så mange ”karaktervidner”, og jeg vil næsten tro, at forsvareren, da anklageren forud for retssagen offentliggjorde sin bevisfortegnelse, har protesteret mod nogle af disse vidner, men ikke er kommet i gennem med sin protest. Det ville jeg i hvert fald have gjort. Selv om vidnerne ikke har været til Madsens fordel, har forsvareren dog formået at få lidt positivt ud af Madsens elskerinder derved, at de på hendes forespørgsel har forklaret, at Madsen var en flink fyr og at han aldrig har gjort dem ondt.”

“Det billede vidnerne har tegnet af Madsen og hans seksualitet har anklageren yderligere tydeliggjort ved at afspille sekvenser med dødsporno, som er fundet på Madsens computer. Videoerne er selvfølgelig ikke noget bevis for, at Madsen har slået Wall ihjel, men igen bruger anklageren dem for at lave et karaktermord på Madsen. Det er klart, at forsvareren vil forsøge at nedtone betydningen af videoerne ved at sige, at der er lagt fra fantasi til realitet,” uddyber Mette Grith Stage.

“Endelig har anklageren fremlagt en række sms´er, som jeg er sikker på, at forsvareren godt kunne have været foruden. Jeg har særligt hæftet mig ved en sms-korrespondance, som Madsen havde med en veninde nogle dage før den fatale sejltur med Kim Wall. I den sms-korrespondance skriver Madsen bl.a., at han ønskede at gennembore hende med et stegespyd og at hun skulle bindes fast til Nautilus. Selvom veninden selv havde opfordret Madsen til at sende hende truende beskeder, er der ingen tvivl om, at anklageren i sin procedure, vil henvise til, at disse sms´er minder en del om det, som – efter anklagerens opfattelse – rent faktisk skete i Nautilus nogle få dage senere,” forklarer forsvarsadvokaten.

“Det eneste vidne jeg umiddelbart tænker forsvaret kan bruge til Madsens fordel var en bekendt til Madsen, som til dels kunne bekræfte Madsens forklaring om undertryk i ubåden, og at Wall i den forbindelse døde af kulilteforgiftning. Det er min vurdering, at forsvarets stærkeste kort stadig er, at man ikke har kunnet fastslå dødsårsagen. Det er jeg sikker på, at hun til sin tid vil kredse om i sin procedure, og holde det faktum op overfor grundsætningen om, at enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode. Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge retssagen i de kommende uger,” fortæller og slutter Mette Grith Stage.