Fredericia AVISEN tester den til lejligheden bryggede djævlebryg, der er tale om 666 dåseøl, men den kan også købes frisk fra fad.

Metal Magic er drevet af frivillige der alle har kærlighed til metalgenren, og nummeret 666 er næsten brugt i samme flæng som når man kalder en vinder i sport for nr. 1. Hvad der gemmer sig bag de tre bogstaver skal vi nok komme ind på, men først handler det om den nye Metal Magic øl, Devils Delight.

På festivalen kunne man torsdag spise ged, der var dog ikke tale om en hellig ged, men en Dansk/Somalisk spiseged. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Devils Delight

Den nye Devils Delight er blevet brygget i samarbejde med Dry & Bitter fra Frederiksborg. Det er en limiteret dåseøl men den kan også fås på fad til festivalen. Det er en 6,2% IPA og en “full-Blown” West Coast style IPA og den er brygget med Citra, Equinox og Mosaic hops. Udover det bliver man mødt med mange tropiske frugtsmage sammen med en fed og juicy harpiks eftersmag. Navnet Devils Delight kom til verden, efter at de frivillige fra festivalen kunne komme med forslag.

Øllen er produceret i 666 dåser, et nummer der fylder meget i heavy genren og i antikristne bevægelser.

Det skal på ingen måde forstås sådan at der er brændende pentagoner eller eller at man tilbeder djævlen på festivalen. For de fleste metalfolk er det lige så normalt og uskyldigt med tallet 666, som at det var normalt at kaste mariekiks efter Shubidua, når de spillede Hvalen Hvalborg, altså traditioner og noget der hører sig til en bestemt kultur.

Første gang jeg selv stødte på 666 var da jeg som purung teenager hørte Iron Maiden og nummeret “The Number Of The Beast”. Jeg husker hvordan Iron Maidens tekster var historier og ikke så lang tid efter, kunne vores lokal sognepræst supplere vores viden med et kapitel fra Johannes’ Åbenbaring som netop handler om dette dyr med navnet 666.

Det omvendte kors er også en klassisk metal ting. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Johannes’ Åbenbaring er den sidste bog i Det Nye Testamente i Bibelen. Det første ord i Johannes’ Åbenbaring, har givet navn til den litterære genre apokalypser.

Her er et udrag af teksten fra Det Nye Testamente, vil du læse mere af skriften som mange mener er en beskrivelse af selveste Lucifer, så tryk her.

“Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage. Det udøver hele det første dyrs magt for dets øjne; og det får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, det hvis banesår blev lægt. Det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene. Det forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live. Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666”.

Der er ikke for at være humoristisk, men det er en djævelsk god øl, og stemningen er ikke til at tage fejl af til Metal Magic den er fandens god.

https://www.ibc.dk/eud-business/