Kristian Thulesen Dahl har løftet Dansk Folkeparti til højder, ingen havde spået i 1995.

Nuvel er “hovedgrundlægger” Pia Kjærsgaard et ikon for folkepartiet, men også Thulesen Dahl har i årtier vist sit værd som en dygtig politiker og partileder, men nu er partiet havnet i en stor krise, hvor identiteten er presset af nye politiske vinde, hvor det ikke nødvendigvis er den politiske dygtighed, der vinder, men derimod ikonet.

I bagklogskabens kloge lys tabte Dansk Folkeparti ekstremt mange vælgere på ikke at tage magten, da muligheden var der. I stedet blev man et støtteparti, der loyalt sagde ja til alt, når bare Inger Støjberg strammede på udlændigeområdet.

I den aktuelle politiske situation skal Dansk Folkeparti have en anden profil til at tage kampene. Der er behov for en kulturel forandring.

Rundt om i landet hører medier fra lokale medlemmer, at det er nu, fordi man ellers taber de kommende valg stort.

De har ret.

Med under et år til kommunal- og regionsrådsvalgene i Danmark er partiet presset helt i bund, særligt af den nye mediedarling, Pernille Vermund, der med enkelte og lette budskaber gør det nemt at forstå, hvor hun står. Dertil en politik, hvor hun tør sige det “forbudte”. Som Villy Søvndal red på popularitetsbølgen er det nu hendes tur – og det gør ondt på DF, der rundt om i landet spås et dårligere valg end normalt, og dermed færre rådsmedlemmer i lokaldemokratiet.

Morten Messerschmidt

EU-valget smadrede DF – og det er ikke rettet op i meningsmålingerne. En mand, der trækker både positive og negative overskrifter, har tidligere været den helt store vinder ved netop EU, og ikke mindst sikret DF et historisk valgresultat. Morten Messerschmidt er navnet. Han er trods sin forholdvis unge alder ikke uerfaren, som De Radikales Jens Rhode sagde: “Man skal stå tidligt op for at slå Morten.” Han kan sin politik, sin historie og i dette aspekt af genrejsningen af partiet, der har fejret sølvbryllup, sin kultur.

Nuvel er hans politiske kulturelle udgangspunkt noget, der skræmmer de rødeste og grønneste vælgere, men de vælgere man taber lige nu til Nye Borgerlige, vil elske ham, når han debatterer med sine konkurrenter på højrefløjen.

Træder Kristian Thulesen Dahl ikke tilbage, risikerer han at være skyld i et endnu et nederlag til DF.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer