Forside Danmark MESSE C er atter vært for gratis fællesspisning

MESSE C er atter vært for gratis fællesspisning

DEL

Den 23. april byder frivillige lokale kræfter i Fredericia på en stor fællesspisning i forbindelse med det landsdækkende ”Danmark spiser sammen”- initiativ

En dejlig tre-retters menu, en håndfuld gode sange, lys på bordene og hyggeligt samvær er nogle af nøgleordene, når en række lokale aktører for tredje år inviterer til gratis fællesspisning i MESSE C Fredericia. Det foregår mandag den 23. april klokken 12.00 til 14.30.

Målgruppen for spisningen er borgere i lokalområdet, som af forskellige årsager måske ikke har det store netværk, eller som bare kunne trænge til en ”vitaminindsprøjtning” i form af hyggeligt samvær, god mad og snak rundt om bordet.

”Danmark spiser sammen”

Arrangementet sker i tilknytning til Folkebevægelsen mod Ensomheds ”Danmark spiser sammen”-kampagne i uge 17. Tanken er, at måltider og fællesspisning er en perfekt anledning til at føre mennesker sammen og skabe fællesskaber.

MESSE C byder på middag og drikkevarer, ligesom de stiller køkkenteam, tjener og lokaler gratis til rådighed. Herudover er følgende involveret med frivillige hjælpere til arrangementet: Selvhjælp Fredericia-Middelfart, FrivilligCenter Fredericia, ”Spise med Gutterne/Spise med Quinderne”, Pleje og Omsorg fra Fredericia Kommune og kirkerne i Fredericia. I alt er 40-50 frivillige i sving, herunder tre repræsentanter fra Kokkeforeningen.

Dagen starter klokken 12.00, hvor deltagerne kan sætte sig til bordene, som Spise med Gutterne/Spise med Quinderne har været med til at dække og pynte op. Herefter er der spisning, skåler, samvær og fællessang på programmet med præst Søren Thorsen fra Hannerup som toastmaster. Sidstnævnte har også pianist og et par dygtige sangere med på repertoiret.

 

DEL