Grete Højgaard, administrerende direktør for Danmarks tredjestørste messecenter, MESSE C i Fredericia, kan den 1. marts 2020 fejre 10-års jubilæum. Med en lang karriere bag sig fra ledende stillinger i hotelbranchen, skiftede hun for nu 10 år siden hoteldriften ud med ansvaret for det store messecenter på Vestre Ringvej. I løbet af sine 10 år i chefstolen hos MESSE C, har hun skabt et veldrevet og moderne messecenter med et positivt økonomisk resultat.

Grete Højgaard har en mangeårig karriere bag sig som direktør for nogle af Danmarks førende hotelbrands. Hun startede sin hotelkarriere som direktør for det kendte hotel- og konferencecenter Kongebrogaarden i Middelfart og tog herefter fat på en lang karriere hos Scandic hotellerne. Først i Jylland som hoteldirektør for Scandic Kolding, og efter 10 år i det jyske blev hun udnævnt til hoteldirektør i København for Scandic Sydhavnen.

Grete Højgaard er indbegrebet af en klassisk hôtelier, hvor service, værtskab og den værdibaserede ledelse er nøgleordene. Og det lå nok ikke lige i kortene, at hun i sin tid skulle skifte karrieren i hotelbranchen ud med et lederjob i messe- og eventbranchen. Men da muligheden bød sig, valgte hun at takke ja til den spændende udfordring som chef for MESSE C, og hun har i de seneste 10 år været med til at forvandle stedet, så det i dag er et veldrevet mødested, hvor innovation og værtskab og ikke mindst ledelsen af husets cirka 45 fastansatte medarbejdere er i højsæde.

Læs også

Udvikling og innovation skal være kendetegnet for MESSE C også i fremtiden

I løbet af sine 10 år i chefstolen hos MESSE C har Grete Højgaard sammen med stedets dygtige team lavet store forandringer og udviklet det dengang lidt støvede messecenter til et helt nyt og anderledes mødested, som matcher de høje krav, der i dag stilles til møde- og eventsteder. Allerede i 2011 blev hele messecentret rebrandet og skiftede her bl.a. navn fra Fredericia Messecenter til MESSE C, som man kender det i dag. Der er også blevet skabt en ny professionel eventafdeling, som skal sikre udviklingen af dette ben i forretningen. Og senest har man udviklet et nyt forplejningstilbud, som kan bestilles af messearrangørerne – Street Food. Et koncept som ligger helt i tråd med nutidens gastronomiske tidsånd, hvor man spiser sammen og smager mad fra hele verden på en uformel måde.

Grete Højgaard har stadigvæk masser af planer og visioner for messecentret. Som virksomhed og borger er man hver især forpligtet til at tage et ansvar for den verden, vi er en del af, mener messedirektøren. Hun har derfor, som et af de seneste initiativer for messecentret, igangsat en lang række tiltag, der skal være med til at mindske energiforbruget, øge affaldssorteringen og minimere affaldsproduktionen. Messedirektøren har i denne forbindelse netop modtaget DI’s klimastafet for deltagere i regeringens klimapartnerskab for it, service, rådgivning og turisme.

Udvalgs- og bestyrelsesposter:

Grete Højgaard, som er fast klummeskribent for Jysk Fynske Medier, beklæder en lang række lokale og nationale udvalgs- og bestyrelsesposter:

Bestyrelsesmedlem, Business Fredericia, (fra januar 2015-2016)

Næstformand, Business Fredericia, (fra oktober 2016-i dag)

Styregruppeformand, Meeting Lillebælt, (fra august 2016-i dag)

Bestyrelsesmedlem, Inspiring Denmark, (fra juni 2012-2016)

Bestyrelsesformand, Inspiring Denmark, (fra april 2016-i dag)

Medlem af regionalt bankråd Nordea (2015- i dag)

Medlem af DI’s erhvervsturisme udvalg (2011- i dag)

Medlem af uddannelsesudvalg UCL, Odense (2016-i dag)

CV i hovedtræk:

Restauratør Restaurant Huset, Vejle (1977-1990)

Hoteldirektør Kongebrogaarden, Middelfart (1990-1994)

Hotelchef Hotel Pakhuset (1994-1995)

Hoteldirektør Hilton og Scandic (1996-2010)

Adm. direktør MESSE C (2010-i dag)

Privat er Grete Højgaard gift med overlæge, Bjørn Gotlieb Jensen, parret er bosiddende i Sanddal, Fredericia.

Grete Højgaard har tre voksne sønner fra tidligere ægteskab.

Skriv et svar