Siden politiet i sidste måned tog automatiske nummerpladelæsere i brug, har kameraerne haft over 114.000 hits på biler, der af den ene eller anden grund har været kendt i politiets registre.

Indtil nu er 107 stationære kameraer fordelt på 24 steder i landet sat i drift sammen med fem patruljevogne, der kører i Københavns, Nordsjællands og Københavns Vestegns Politi. Fra den 17. maj frem til og med 9. juni er der i alt blev aflæst mindst 8,1 million nummerplader. Det er tallet for de faste kameraer. Der gemmes ikke oplysninger om antallet af aflæste nummerplader for de mobile kameraer.

– Tallene bestyrker os i, at der er tale om et effektivt værktøj. Vi kan se, at der kører rigtigt mange biler rundt derude, som enten er interessante for os i forbindelse med en efterforskning, eller som af færdselsmæssige årsager ikke burde køre rundt på vejene. Nu har vi fået værktøjet til nemmere og hurtigere at finde de biler, som vi gerne vil have fat på, siger politidirektør Svend Larsen.

Det er ikke ud fra tallene muligt at sige, hvor mange konkrete sager, som de automatiske nummerpladelæsere indtil nu har bidraget til. Det skyldes, at det i den enkelte sag altid vil være en afvejning, om der skal gribes ind her og nu over for den bil, der er et hit på, eller om patruljen skal fortsætte til andre mere hastende opgaver.

Men et eksempel fra Syd- og Sønderjyllands Politi viser, hvor effektiv teknologien bag automatisk nummerpladegenkendelse er: En mistænkt kriminel blev standset af tysk politi medbringende, hvad der umiddelbart lignede tyvekoster fra Danmark. Manden nægtede at have været i Danmark, men ud fra oplysninger fra nummerpladelæserne kunne det slås fast, at den mistænkte havde befundet sig i Danmark, kort tid før han blev standset i Tyskland. Han vil nu blive ført tilbage til Danmark, hvor sagen efterforskes yderligere.

De registrerede hits i perioden ordeler sig som følger:

Afmeldte nummerplader 9.298
Biler registreret som brugsstjålne 750
Efterlyste køretøjer 334
Manglende forsikring 23.526
Biler tilhørende personer der er frakendt førerretten 28.037
Biler der ikke har været til syn 4.879
Nummerplader efterlyst som tabt eller stjålet 47.458
Biler, der blandt andet er knyttet til personer, der konkret er mistænkt for lovovertrædelser, som kan straffes med fængsel i mindst 1 år og 6 måneder, eller som er efterlyst fra udlandet. 448

Læs mere om reglerne for ANPG: www.politi.dk/anpg