Torsdag den 22. oktober er der sæsonpremiere på tredje sæson af Xee’s prisbelønnede komedieserie Sunday. I denne sæson er komikeren Melvin Kakooza endnu en gang tilbage i rollen som kenyanske Sunday, mens Mick Øgendahl indtager rollen som den nye chef for trænerteamet, Tommy Olsen. AVISEN har talt med Melvin, der stadig følger FC Fredericias kampe og nyder at være hjemme i fæstningsbyen. 

Der er run på i fredericianske Melvin Kakoozas liv. Siden han vandt DM i Stand Up tilbage i 2017 er det gået stærkt. Melvin er blevet folkeeje, når han dag efter dag toner frem på tv’et med udsendelser om Danmark, Natholdet eller serien Sunday, der foregår på selveste Monjasa Park med fodboldholdet FC Fredericia som holdet, Sunday og co. kæmper for. Da AVISEN taler med Melvin er han også på farten. Han er på vej til et talkshow med sig selv i hovedrollen. 

»Jeg sidder i bussen mod næste opgave, men alt går godt. Jeg har meget travlt. Vi er i gang med at optage sæson 4 – og det bliver også godt. I forhold til seriens univers, så er der sket meget. Det nyeste er, at Kurt Drejer og Mick Øgendahl er kommet med,« siger Melvin og fortsætter: 

»Man kan glæde sig til nogle gode gensyn med gamle kendinge og lidt flere spøgelser i sæson 3. Det er også en sæson, hvor man ser Jonas og Sunday arbejde sammen mod et fælles mål. Bag optagelserne er vi blevet en familie, ikke bare skuespillerne, nej hele holdet. Vi er kommet virkelig tæt på hinanden, også i vores fritid. Det er så fantastisk.«

»Det er også skønt at være så meget i Fredericia. Det er godt nok sket meget i byen, præcis som i mit liv. Jeg prøver at holde tungen lige i munden og arbejde. Jeg kommer stadig meget i byen, og sidste gang var vi nede at se Kanalbyen, og nød en is. Vi spiste også på Cafe MUMS. Det er altid godt at være i Fredericia. Jeg hilser på alle dem, jeg kender og det er skønt,« siger komikeren om Fredericia. 

Kan du følge med? Går det ikke for stærkt? 

»Nej, jeg kan godt følge med. Jeg har et godt bagland, og jeg har faktisk ingen problemer med at følge med. Jeg er også flyttet til København, hvilket har hjulpet lidt på det at være træt. Jeg er kommet tættere på mit arbejde. I disse tider er det også fedt at kunne være med til at belyse steder i Danmark, når vi er rundt. Det er vanvittig fedt og gør meget godt for sjælen, men det er jo Fredericia, som jeg er mest stolt af. jeg elsker at vise min egen hjemby frem, men også at vise Fredericia i serien, herunder også FC Fredericia,« fortæller Melvin og slutter: 

»Vi har også et super godt samarbejde med FC Fredericia, når vi møder Stig (Stig Pedersen, Direktør i FC Fredericia) så er stemningen altid god, og det gælder for hele klubben, inklusiv fodboldspillerne. Vi optog faktisk et afsnit den dag, hvor FC vandt 3-1 over Fremad Amager hjemme – og det var faktisk lidt sjovt, for vores afsnit var også med Fremad Amager. Det var så godt – og endnu federe, at vi vandt 3-1. Jeg så også, at vi slog Silkeborg 1-0. Det er stærkt gået.«

Se også

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer