Teater Malstrøm har nu fundet de 11 kunstnere, der skal medvirke i teatrets forårssatsning – en burlesque forestilling, der har premiere 15. marts og spiller frem til 28. april i Det Bruunske Pakhus i Fredericia.

Der blev holdt audition midt i november og søndag d. 26 november skulle de medvirkende møde hinanden for første gang til en såkaldt ‘læseprøve’, hvor instruktøren præsenterede numrene i forestillingen og de medvirkende fandt ud af hvilke numre, de indgår i.
Instruktør Michael Hansen er overordentlig tilfreds med niveauet:
‘Niveauet på audition-dagene var noget af det højeste, vi har oplevet. Det er både gamle kendinge for teatret, der stillede op, men der kom også mange nye ansigter, der var klar på at pendle ind fra andre landsdele for at medvirke i forestillingen. Det siger noget om engagementet og interessen for at være en del af vores burlesque show.
De medvirkende er fordelt på fem skuespillere, fire dansere og to stripartister, som aldersmæssigt spænder fra 16 til 45 år. De fleste er dog i 20’erne og 30’erne.
De medvirkende i Burlesque forestillingen. De medvirkende er: Julie Ellekjær Houborg, Alexander Bryld Obaze, Maja Øvang, Frederikke Gejl Damgaard, Randi Hansen, Sidsel Nygaard, Henrik Kristjansen, Charlotte Møller-Madsen, Birgithe ‘Miss Lindsay’ Honorè, Mathias Hvidberg Jørgensen og Milena Lindhardt Otto
 
Er de så nøgne?
Burlesque er en meget underholdende genre, hvor der på scenen danses i mere eller mindre afslørende kostumer, og publikum sidder ved borde, der betjenes af flotte mandlige burlesque-tjenere. Det er en form for showteater, hvor publikum kan læne sig tilbage og nyde et væld af forskellige kostumer og fortolkninger af smukke, livlige og mere alvorlige sange. Kort sagt er det lidt af en fest. Men helt nøgne er de medvirkende nu ikke. Teater Malstrøm har valgt, at de mest intime kropsdele vil være dækket.
Denne berømte playback teaterstil fik en renæssance med filmen Burlesque fra 2010, hvor Cher og Christina Aguilera spillede hovedrollerne.
 
6-8 flotte mandlige tjenere søges
Teater Malstrøm er stadig på udkig efter mandlige tjenere til forestillingen, så hvis det er kunne være noget for dig, så skriv til michael@malstrøm.com

 

Billetsalget til forestillingen er gået i gang – billetter kan købes på billetten.dk eller på Fredericia Bibliotek.