En anonym medarbejder fra firmaet Muehlhan, der opererer på boreplatforme i Nordsøen, under den store oliegigant Total, fortæller til Fredericia AVISEN om en meget laissez-faire tilgang til at bekæmpe smittespredningen. “Vi sidder som på et kontor, men uden en mulighed for at komme væk fra hinanden”, lyder det blandt andet.

Hele Danmark er lukket. Der tages strenge forholdsregler for at undgå en smittespredning for COVID-19, der i disse dage kun smitter flere og flere. De strenge retningslinjer fra regeringen, der også opfordrer private til at sende medarbejdere hjem er dog ikke nået til Nordsøen, fortæller en anonym medarbejder til Fredericia AVISEN.

“De aner ikke hvad de skal gøre. De håber det ikke kommer til os, og at vi kan slippe fri. Total har afskåret deres kontorpersonale fra at arbejde og rejse mellem afdelingerne i Esbjerg og København, og dette gjorde de allerede i D.11/3. Men os offshore har skulle rejse og arbejde som vanligt. Nu har de så indstillet flyvninger med nyt personale fra i formiddags. Men der har hele ugen været rejsende frem og tilbage”, fortæller medarbejderen blandt andet.

“Pt kommer der ikke flere folk herud. Der er en der er blevet sat i karantæne, der er nogen der er blevet hentet af SOK, de har fløjet folk ind og ud fra land hele ugen uden at sikre sig ordentligt om der er nogen der er smittet. En er, hvad jeg ved af, blevet opfordret af sit firma til at tage i lufthavnen, selvom han har haft symptomer”, fortæller medarbejderen.

Et dokument som Fredericia AVISEN er kommet i besiddelse af viser, at man fra Muehlhan’s side har valgt at tage forholdsregler, blandt andet ved at lave beredskabsplaner og opstille mulighed for afspritning på flere lokationer. Det er bare ikke medarbejdernes indtryk, at der gøres nok for at begrænse smittespredningen til de mange ansatte, der arbejder i døgndrift på boreplatformene.

Vi sidder i bund og grund sammen som på et kontor uden mulighed for at komme væk.

Anonym medarbejder ved Muehlhan

“De overholder ikke forholdsregler om at vi ikke må være med en 100 af gangen. Vi skal være 1,5 meter fra hinanden, men vi sidder som sild i en tønde og spiser skulder ved skulder alle rører ved samme tænger til at tage mad”, forklarer medarbejderen til Fredericia AVISEN.

Fredericia AVISEN har forsøgt at få en kommentar fra virksomheden og har senest sent en e-mail til virksomheden.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer