Me Mori har ligget i Prinsessegade i snart fire år, men senest ved udgangen af februar er det slut. Indehaver Therese Krogh har opsagt lokalet, og flytter ind i Gothersgade 2C.

Alting har en ende. Fra at være startet i det helt små, hvor man kunne møde Therese til iværksætterarrangementer hos Business Fredericia, åbnede hun op i Prinsessegade, hvor hun slog sig ned på det hun stadig er kendt for i dag. Nemlig Fantasifyldte kreationer eller at få repareret arvestykkerne med godt, solidt håndværk.

For Me Mori er det nu et naturligt skridt at flytte, da der ikke er nok antal kvadratmeter i det nuværende lokale, hvor det er trangt, når Therese har fuld bemanding på. Når der er flest på arbejde, er der fire, og så er der ikke meget plads at arbejde på inde i værkstedet.

Derfor har Therese været på jagt efter et nyt lokale, og det har hun fundet i Gothersgade, hvor Me Mori nu bliver en del af gågademiljøet.

– Det bliver spændende og udfordrende. Forhåbentligt bliver vi mere synlige. Mange spørger stadig om jeg er helt ny, men jeg er ikke ny, synes jeg selv, siger Therese.

Efter Therese offentliggjorde, at hun flytter har hun fået positive tilkendegivelser fra kunder, men det er også med vemod, at hun flytter butikken.

– Det er hyggeligt her, og det vil altid have en charme, når man dufter kaffen på en bestemt måde og et lys, der minder om stedet her. Det er her det startede, så der vil være minder i det, fortæller hun.

Selvom der er en flytning forude, bliver der ikke ændret på konceptet Me Mori, der primært er et smykkeværksted.

– Det bliver det samme. Vi får en halv gang mere i bredden og ellers bliver det ens. Det er omme  bagved, at vi mangler plads, siger Therese og fortsætter:

– Det er skævt indrettet og når vi nogen dage er fire her, så er der ikke plads.

Drømmer om flere på fuldtid

Therese er nu oppe at have tre ansatte foruden hende selv, og at det skulle gå så hurtigt havde hun ikke troet.

– Men det var min drøm at få nogle ansatte så hverdagen ikke var ensom, og at der nok skulle være nok at lave til det – og det er der, siger hun.

Hele projektet med Me Mori startede i det små, da hun åbnede døren for første gang den 23. februar 2018. Fra den 1. juli samme år tog Therese beslutningen om at gå fuldtid, da hun kunne se, at der var opbakning til det kundemæssigt. Til at starte med var hun kun sig selv, og det står i stor kontrast til, at Therese nu håber at geare endnu mere op i forbindelse med beslutningen.

– Jeg vil gerne have flere på fuldtid, og så kræver min webshop meget tid at få gang i, og den skal spredes længere ud. Det kræver markedsføring, og at der skal være en, er holder øje med den, og at man ved, hvad man laver. Jeg ved kun, hvad jeg vil have, og kan ikke finde ud af det tekniske, og det skal jeg derfor betale mig fra, slutter Therese.

Startede ud hjemme i privaten

Rent privat er Therese født i København og opvokset i Svendborg. Hun fandt netop en læreplads i Svendborg, og undervejs begyndte hun at date på internettet, og fandt i den forbindelse en fyr i Fredericia. Efter endt læretid flyttede hun til fæstningsbyen, hvor hun siden har slået sig ned, og blevet et kendt ansigt med Me Mori, som nu starter på et nyt eventyr i Gothersgade.

Da Therese var færdigudlært oprettede hun et CVR-nummer, og begyndte at pusle med virksomhedsopbygningen. Hun startede oprindeligt op hjemme i privaten, men efter nogen tid kom hun frem til, at det ikke var optimalt at invitere folk hjem til hende for at se kreationerne. Efter nogen tid fandt hun lokalet i Prinsessegade, hvor Me Mori åbnede i februar 2018, men snart er det slut, når et nyt kapitel begynder i Gothersgade.

Oprindeligt har Me Mori ikke holdt åbent alle hverdage, men i slutningen af 2021 har hun lavet om på det, og med flytningen kommer butikken også til at følge Fredericia Shoppings åbningstider.