Snart får Fredericia en ny lokal guldsmed, hvor eget håndværk er i højsædet. Therese Krogh Andresen går mod vinden, og åbner sin egen butik og værksted i Prinsessegade.

Det er den første hverdag i vinterferien, men for guldsmeden og iværksætteren Therese er det hårdt arbejde og en drøm, der er ved at blive realiseret. Jeg mødte hende første gang til et klassisk iværksættermøde hos Business Fredericia, og siden har jeg fulgt hendes færden, da jeg fra første øjekast blev vild med hendes håndværk og fantasi.

Foto: Therese Krogh Andresen

Therese er 28 år og hun kommer fra Svendborg, men nu er det i Fredericia, at man får mulighed for enten få lavet et unikt smykke, købe en af hendes egne søde og fantasifyldte kreationer eller få repareret arvestykkerne. Måske er det bedste ved Me Mori, at Therese har en stærk personlighed, på et tidspunkt, da jeg besøgte hende i sit daværende værksted fik jeg en association til filmen Mad Max. Therese er ikke bange for at skille sig ud, med et farverigt pandehår og de klassiske guldsmediegrejer, som læderforklædet og forstørrelseglas på øjet, var det nærmest en videreudvikling af steampunk-looket. Jeg havde en idé til et par forlovelsesringe, og kort tid efter havde jeg 2 stk. lige som jeg ville have dem.

Jeg kan anbefale at få Therese til at tegne en ring til dig/jer. Jeg har selv benyttet hende til det, og resultatet var fantastisk, hendes streg er god og hun formår at lytte til kunden.

Foto: Therese Krogh Andresen

Hun åbner sin lille guldsmedie i Prinsessegade 23 th., det er sjældent, at man kan se håndværket blive udført på tæt hold, men den unge iværksætter arbejder i lokalet. Det er en ny type guldsmed, vi får. Dejligt, at Fredericia endnu engang får noget unikt.

Der er reception med bobler d. 23. februar i de nye lokaler fra kl. 14 til 18, støt de lokale iværksættere.