Som den første McDonald’s i Danmark har restauranten i Middelfart fået sat en 50 kW ladestander op i samarbejde med CLEVER. Det skriver CLEVER i en pressemeddelelse.

Kombinationen er nærmest perfekt. Du kan spise en menu i ro og mag på McDonald’s i Middelfart, og når du er færdig efter en halv times tid, har din elbil fået strøm på batterierne. Der er nemlig sat en hurtigladestander op i samarbejde med CLEVER.

“CLEVER har ladestandere tæt på motorvejen mange steder i Danmark. Og jeg tænkte, at restauranten ville være en perfekt placering,” siger Søren Larsen, indehaver af McDonald’s i Middelfart.

“For mit vedkommende er det en mulighed for at tilbyde mine gæster en ekstra service. Der kommer flere og flere elbiler, og en elbil eller en plug-in-hybridbil ser ud til at blive den næste nye bil for mange danskere de kommende år,” uddyber han.

Hos CLEVER er administrerende direktør Casper Kirketerp-Møller glad for samarbejdet.

“Udbredelsen af elbiler afhænger i høj grad af, at der er gode muligheder for opladning. Danskerne skal kunne lade op de steder, hvor de i forvejen kommer, så det er nemt, bekvemt og hurtigt. Derfor er vi glade for samarbejdet med McDonald’s, hvor restauranten i Middelfart er et perfekt eksempel på en god placering. Samtidig er det en ekstra gevinst for de besøgende, at de selv kan få ladet batterierne op med et måltid mad, samtidig med at elbilen bliver opladet, siger Casper Kirketerp-Møller.

Det er Energi Fyn, der som medejer af CLEVER sørger for strøm til ladestanderen, og CLEVER er godt repræsenteret på Fyn.

I Middelfart har CLEVER i forvejen to 22 kW-ladestandere med hver to udtag samt en 50 kW-hurtigladestander med CCS-hurtigladning. Den nye hurtigladestander har foruden CCS-hurtigladning også CHAdeMO-hurtigladning og 43 kW AC-hurtigladning, så den kan hurtiglade f.eks. Nissan LEAF og Renault ZOE.

Den nye ladestander er klar til brug per dags dato og har både CHAdeMO, CCS og Type 2 stik.