Statsminister Mette Frederiksen meddelte onsdag aften at det offentlige Danmark lukker ned for at inddæmme og forsinke spredningen af COVID-19. 

Matas holder fortsat sine butikker over hele landet og webshoppen matas.dk åbne. 

“De seneste uger har vi set, at kunderne søger til Matas, fordi behovet for fx personlig hygiejne, håndkøbsmedicin og produkter, der styrker immunforsvaret, er eksploderet. Vi kæmper for at følge med – ikke mindst på matas.dk, hvor efterspørgslen er historisk høj”, siger administrerende direktør i Matas A/S Gregers Wedell-Wedellsborg.  

Beslutningen ligger i tråd med Statsministerens forventninger om, at det private erhvervsliv skal bidrage til at holde økonomien og samfundet kørende. 

“Vi spiller sammen med den øvrige detailhandel en afgørende rolle i at holde hjulene i gang i Danmark. Vi tror, at vi kan være en del af løsningen, så en alvorlig sundhedskrise ikke også bliver en dyb økonomisk krise”, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.  

Matas medarbejdere modtager lige nu ekstra uddannelse og information for at kunne rådgive kunderne om situationen og for at kunne beskytte sig selv. Samtidig indføres øget fleksibilitet for de medarbejdere, der har børn. 

“Vi har taget en lang række forholdsregler for at kunderne fortsat kan være trygge ved at handle eller få gode råd i både fysiske butikker og på matas.dk, men lige så vigtigt også for at beskytte vores medarbejdere og give dem mulighed for at indrette sig efter den helt ekstraordinære situation, Danmark står i”, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.  

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer