Der er slet ingen tvivl om, at Fredericia også er hårdt ramt i forhold til ledighed og Covid-19 har bestemt ikke hjulpet på det faktum, men covid-19 er ikke den alt overhængende grund til, at Fredericia halter efter når det gælder, at få ledige i arbejde.

Jeg synes det er på tide, at man i Fredericia lader sig inspirere af andre kommuner, hvor en målrettet indsats med massive investeringer i mennesket har haft særdeles positive resultater i forhold til ledigheden.

I Hjørring besluttede det daværende byråd en strategi for perioden 2015-2018, hvor man havde som mål at sikre, at flest mulig skulle have tilknytning til arbejdsmarkedet og færrest mulige skulle ende på passiv forsørgelse. Det krævede en massiv investering på 125 millioner kroner, men den dag i dag kan man komme med udmeldinger på, at kommunen har ”tjent” op i mod 300 millioner på den investering.

Personligt er jeg fortaler for, at en investering i det enkelte menneske sker med henblik på at skabe trivsel hos denne og for at give denne flest muligheder for at skabe sig lige det liv denne ønsker. Men det er desværre ikke alle der sætter mennesket først eller det er min opfattelse at det ikke er det. Der er dog intet incitament for ikke at investere massivt i mennesket for selv helt op på det samlede samfundsplan giver det mening. Det der figurer som en udgift et år giver både et stort menneskeligt og økonomisk afkast i de følgende år.

Hvorfor investerer Fredericia Kommune så ikke massivt i jobcentret?

Ja det undrer i den grad også undertegnede! 

Hvis vi sammenligner de to kommuner i 2015 så var der i Hjørring 1515 arbejdsløse, der var arbejdsdygtige. I Fredericia var der 3326 (folk på førtidspension, sygedagpenge, fleksjob, revalidering er fratrukket det samlede tal tilknyttet jobcentret)

Ergo var der mere end dobbelt så mange arbejdsløse i Fredericia som i Hjørring til trods for der boede omkring 10.000 flere i Hjørring.

Når man nu ser, at investeringen på 125 millioner kroner har haft så stor succes så kan det undrer mig, at man ikke investere langt mere i opkvalificeringen af de ledige her i Fredericia og i deres møde med jobcentret?

Med dobbelt så mange ledige kunne en hurtig omregning sige at der skulle investeres 250 millioner kroner i jobcentret.

Det er måske ikke muligt, men jeg vil dog opfordre til og arbejde for, at man i Fredericia begynder at tænke langsigtet og begynder at tænke i mennesket og skabe de bedste muligheder for den enkelte.

Derfor vil jeg arbejde for at:

  • Fredericia Kommune ansøger, om at blive forsøgskommune i forhold til jobcentret og for, at man får carte blanche til at investere massivt heri uden at blive straffet for at gå over serviceloftet.
  • Fredericia Kommune investerer i mennesker frem for at låne penge til anlægsarbejde. Investeringer i mennesker giver langt højere afkast end investeringer i anlægsarbejde.
  • Fredericia Kommune til en start lige som Hjørring Kommune fordobler antallet af ansatte på jobcentret.
  • Fredericia Kommune følger strategien om, at den enkelte borger skal have én gennemgående og koordinerende sagsbehandler.
  • Fredericia Kommune skal sikre, at den enkelte tilbydes en helhedsorienteret, sammenhængende og individuelt tilrettelagt indsats.
    • Det betyder blandt andet, at der skal investeres langt mere i efteruddannelse og opkvalificering af den enkelte i forhold til dennes tanker om fremtiden.
  • Fredericia Kommune ansætter både sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykologer, der er tilknyttet jobcentret til gavn for den enkelte arbejdsløse.
  • Fredericia Kommune sikrer, at de dygtige medarbejdere på jobcentret ikke skal bruge tiden på kontrol af den ledige, men derimod på sammen med den enkelte ledige at skabe mulighed for at denne kan realisere ønsket om at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Jeg ved godt, at man i beskæftigelsesudvalget og Byrådet igen og igen siger, at man er i gang med en transformation af jobcentret og på det første borgermøde omhandlende undersøgelsen af jobcentret blev der fortalt at man var i gang med en kulturændring for at skabe et bedre møde imellem Fredericianer og systemet. Det harmonerer i mine øjne bare ikke med, at man i slutningen af 2019 og starten af 2020 gjorde brug af en særdeles kendt lægekonsulent med et i mine øjne forkasteligt menneskesyn. I mine øjne er der langt fra de sagte ord til realiteten når man på chefniveau stadig for under et år siden gjorde brug af en med det menneskesyn.

Lad os nu lave en gennemgribende investering i mennesket og ikke blot vedblive ved visioner, der ikke rykker særlig meget hos den enkelte ledige.

Lad os nu tage ved lære af andre steder, hvor man har haft succes med sine visioner. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken når den allerede står fremme på bordet.

Søren Haastrup
Spidskandidat KV21
Alternativet Fredericia

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer