Traditionen tro bliver der masser af aktive, sjove og kreative aktiviteter for børn i 0.-7. klasse i skolernes sommerferie. Rigtig mange børn har allerede tilmeldt sig, og der er stadig ledige pladser på nogle af holdene.

Sommerferiepas 2016 er spækket med en masse gode tilbud til børnene i deres ferie. Der er tilbud, der passer til enhver smag. Du kan både lave dine egne smykker eller dekorere et glas ved hjælp af sandblæsning. Du kan også prøve at lave din egen sushi, spille amerikansk fodbold, lære førstehjælp og meget, meget mere.

Aktiviteter ved den smukke fjord

Sol og sommer indbyder til aktiviteter ved vandet, og i dette års sommerferiepas tilbydes der – i samarbejde med Vejle Svømmeklub Triton og DGI Sydøstjylland – flere Ocean Rescue Camps, hvor deltagerne får lov til at prøve kræfter med det at være kystlivredder. Campen byder på fysisk træning og teori bl.a. førstehjælp. Vejle Kajakklub slutter sommerferien af med et par sjove dage i kajakskole for de store børn fra 10-15 år. Kajakskolen er 3 dage fyldt med træning af alle de færdigheder, der er vigtige at kunne for at ro kajak. Sejlklubben Neptun udbyder også en 3 dages sejlskole, hvor der sejles i optimistjoller i solen. Vejle Roklub sejler også ud fra Stævnen i begynderbåde, og der er dømt sejlads og fællesskab for alle pengene, når både piger og drenge mødes på vandet.

Mange tilbud fra kulturinstitutionerne

Igen i år har kulturinstitutionerne været på banen med en lang række interessante tilbud; Økolariet åbner bl.a. op for en legetøjsbyttebørs i sommerferien. For de lidt modige er der mulighed for at komme med på Økolariets fodringsrunde og hilse på alle insekterne, rotterne og andre dyr. For de helt modige er der også lækre insektsmagsprøver klar til den seje, eventyrlystne gæst. Der er både melorme og fårekyllinger på menuen i Økolariet.

Vær med i Xeneriets helt egen udgave af Robin Hood

Hvis man har lyst til at spille teater, synge, danse og stå på en stor scene, er der rig mulighed for det i Xeneriets teater- og musikforestilling. Forestillingen skal spilles som en jubilæumsforestilling til årets Spotlightfestival i uge 38. Forestillingen spilles på en stor udendørs scene, og historien skal fortælles med krop og bevægelse, lyd, sang og gadeteater. Louise Nissen og Kristian Enevoldsen er instruktører.

Du kan se alle aktiviteterne og tilmelde dit barn eller barnebarn på oplev.vejle.dk/feriepas.

Sidste frist for tilmelding er 22. juni.