Koldings borgere var aktive ved tasterne, da AP Ejendomme og Kolding Kommune i eftermiddags holdt digitalt borgermøde. Arkitekterne sad klar i byrådssalen, og kunne svare på spørgsmål, og modtage ideer til den nye centrale bydel, der skal udvikles på Riberdyb og Holmsminde.

Der var 137 deltagere i Facebook-begivenheden, da der var flest, og alle var meget aktive. Spørgsmål som ”Bliver der plads til seniorer?”, ”Hvordan bliver åen inddraget?” og ”Bliver der mulighed for ophold for andre, end dem der bor der?” blev stillet. Blandt de mange ideer var borgernes efterspørgsel på cykelstier gennem området, mere natur samt en såkaldt vand-letbane fra Seest til centrum.

Vi er overvældet af den store interesse, vi oplevede på det digitale borgermøde. Der var virkelig mange gode ideer og spørgsmål undervejs, og det er meget motiverende, at Koldings borgere i den grad er aktive. Vi glæder os meget til at fortsætte det gode samarbejde”, siger projektchef Lars Bramsen, AP Ejendomme.

Det digitale borgermøde var delt op i to. Først gav arkitekt Søren Leth fra Sleth Arkitekter en indflyvning til hvilke Kolding områder, han ville lade sig inspirere af, samt billeder fra andre steder i verden med små havemiljøer og inddragelse af åen med aktiviteter og cafeer. Herefter fik panelet taget hul på de mange spørgsmål, som borgerne havde stillet.

Anden runde af præsentationen kom fra Mads Birk-Ellegren fra Arkitema. Han fremlagde hvilke boligtyper, der bliver plads til. I alt kan der bygges op til 500 boliger, og han lagde især vægt på, at der ikke skal bygges lange karreer med private baggårde, men i stedet laves bebyggelser med blandede boligtyper i stræder, der binder området sammen, og med baggårde der kan inddrages til fællesaktiviteter.

Desuden lægges der også vægt på en blandet profil blandt beboerne med boliger i forskellig størrelse samt udformning til både studerende, par, familier samt seniorer. Livet i bydelen var et stort emne. Mange af borgerne spurgte ind til fællesskaber. Og her lød svaret fra panelet, at det er noget man har stort fokus på. Allerede nu er der skitser på iværksætterboliger, på kunstnerliv i området samt et samarbejde inden for mad og fødevarer eventuelt med arbejdende værksteder og køkkener, der eksperimentere med madproduktion.

Det digitale borgermøde viser, at der er et kæmpe idékatalog i Koldings borgere. Derfor glæder vi os til at Corona-restriktionerne forsvinder, så vi kan invitere borgerne ind i vores arbejdende værksted i bygningen på Riberdyb10. Men alle der har ideer eller kommentarer kommer ikke til at brænde inde med noget. Vi har nemlig allerede nu god kontakt med borgere via facebooksiden Riberdyb10, hvor vi løbende lægger videoer og tegninger op, samt holder” åbne spørgerunder”, så jeg kan kun opfodre til at bruge siden”, fortæller projektchef, Lars Bramsen fra AP Ejendomme.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer