Forside Debat Maskeringsforbud vækker harme hos ung liberal

Maskeringsforbud vækker harme hos ung liberal

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN.

I dag er dagen hvor det meget omdiskuterede tildækningsforbud, der i folkemunde er bedre kendt som burkaforbuddet. Det har fået retsordfører i Venstres Ungdom, Ivan Al-Hilali, op af stolen.

Den 31. maj blev der stemt et tildækningsforbud i gennem i Folketinget. 75 stemte for, og 30 imod. I praksis betyder dette, at det fra i dag ikke længere er lovligt at bære burka, niqab eller anden ikke anerkendelsesværdig form for tildækning. Straffen for at bære dette vil være en bødestraf på 1.000 kroner.

Annonce

“Før man som fortaler for forbuddet farer op af stolen i raseri over, at man argumenterer imod forbuddet, så forstå mig ret; jeg er i princippet heller ikke fortaler for religiøs påklædning på nogen måder, men jeg har, modsat fortalerne for burkaforbuddet, ikke glemt mine principper om det frie valg” fortæller Ivan og fortsætter:

“Ved at følge samme princip, kunne jeg også indrømme, at jeg heller ikke fortaler for ‘joggingtøj’ i offentligheden, men jeg kunne aldrig drømme om at fratage folk muligheden for at bære det. Det er ganske simpelt”

Tvang er tvang

“Forbuddet hviler på et argument om, at man ønsker at fjerne den sociale tvang, som der efter sigende skulle være at finde blandt burkaklædte kvinder. I sig selv er det en tanke enhver, som jeg, liberal bør støtte – Intet individ skal på nogen måde tvinges til noget” siger Ivan Al-Hilali, retsordfører i Venstres Ungdom.

“Jeg er dog ikke sikker på, at et forbud er den rette metode til at bekæmpe socialtvang, snarere tværtimod: den sociale tvang bliver i stedet for allokereret anden stedes, hvor det dermed ikke længere bliver muligt at regulere den. Og ja, selvfølgelig er en burka udtryk for tvang imod kvinder, men det løses ikke med yderligere tvang. Husk på, at forbuddet mod burka også er tvungen, hvorved argumentet mod social tvang synes at runge hult” fortsætter han.

Bag tildækningsforbuddet ligger en række argumenter, men dem køber Ivan ikke:

“Med forbuddet ønskede Regeringen og soc.dem. at vise, at beslutningen om at indføre et burkaforbud bestemt ikke er værdipolitisk, men begrunder det mere pædagogisk med argumenter som, at ansigtet giver en vis fornemmelse og relation på tværs af mennesker. Stærkt er argumentet ikke, og hvis det overhovedet er et argument, så kan det umuligt være mere tungvejene end argumentet om religionsfrihed og friheden til selv at bestemme, hvorledes man går klædt” siger han.

“Forbuddet er ikke blot fjollet, men også enorm obskurt idet loven nu opstiller en lang række påklædningsgenstande, som man nu ikke må bære i forskellige situationer, da loven skal være general – Medmindre formålet for påklædningen er anerkendelsesværdigt, selvfølgelig. Og med anerkendelsesværdigt mener regeringen, at man har ”god grund” til at bære en bestemt genstand. Dette kunne fx være at tildække hovedet grundet frostvejr. Problemet med, hvad der er anerkendelsesværdigt og ikke, er, når den enkelte betjent skal vurdere og afgøre, om ansigtet er for tildækket” fortsætter retsordfører i Venstres Ungdom, Ivan Al-Hilali.

“Det er helt ude af proportioner at opstille lov på sådan en måde, hvor man ikke kan finde hoved og hale i. Man savner måske allerede sin retssikkerhed?” lyder det spørgende fra den unge VU’er.

Burka here, there and everywhere!

I 2010 fik den daværende VK-regering udarbejdet en såkaldt ”burkarapport”. Rapporten fra Københavns Universitet viste, at der i Danmark var mellem 150-200 burka- eller niqabklædte kvinder, hvoraf mellem 60-80 var danske kvinder, som havde konverteret til islam. Nok vel er der en mulighed for en udvikling i de tal otte år efter, men det bevidner altså om, hvor stort, eller hvis man spørger Ivan: lille, omfang problemet i virkeligheden er.

“Skal vi så ikke forbyde noget blot fordi der er tale om et fåtal? Jo, selvfølgelig skal vi det, men kæden hopper her af, når fortalernes argument hviler på, at man skal kunne se hinanden i øjnene. Argumentet ville holde, hvis antallet var større, men her krænker vi netop et fåtal, blot fordi, at vi ikke bryder os om deres påklædning” siger han.

“Symbolpolitikken har med andre ord nået sit optimum, når vi begynder at lovgive efter sådanne tilstande; og ikke nok med det, så besværliggøre vi alles hverdag, som bærer vintertøj over ansigtet, skal til udklædningsfest eller det helt tredje – for ikke at nævne det pres, som nu hviler på ordensmagten, der nu har til opgave at sanktionere de burkaklædte forbrydere!” fortæller Ivan Al-Hilali.

“Forbuddet nåede sit lavmål, da Justitsminister Søren Pape Poulsen personligt forsikrede, at den såkaldte Fanødragt ikke ville være dækket under forbuddet – Med andre ord vil en muslimsk kvinde påføre sig en Fanødragt i stedet for en Niqab, stadig være sløret, men ikke blive straffe? Efter alt at dømme ja, og det viser blot, hvor symbolsk loven i virkeligheden er” fortsætter han.

“Det er patetisk, når Gud og hver mand ved, at det omhandler en islamisk klædedragt og ikke generelle tildækning, som maskeringsforbuddet i øvrigt dækker over. Hvis politikerne ønsker at forbyde burka, så må du indføre et rigtigt burkaforbud, som kun bekæmper burka, og ikke den her slags forbud, hvor man gemmer sig bag andre formuleringer for at overholde Grundloven. For at sige det lige ud, så er det ynkeligt” lyder det fra en vred Ivan Al-Hilali, retsordfører i Venstres Ungdom.

Religionsfrihed og tolerance

“Med religionsfriheden i Danmark har vi også accepteret at ville tolerere minoriteter. På godt og ondt. En af de allerfremmeste fortaler for tolerance findes i John Locke. Locke mente, at for at styrke sin egen religion og tro, skulle man tolerere ‘konkurrencen’ fra andre trossamfund. For kun der ville ens egen trosretning blive testet” fortæller Ivan.

“I 1628 formulerede Locke statens opgave i et afhandlingsbrev om tolerance: ‘Staten forekommer mig alene at være skabt med henblik på at beskytte og fremme de borgerlige goder: Borgerlige goder som livet, friheden, en sund krop fri for smerter, samt ydre besiddelse som jord’ – Locke nævner ingen stedes i afhandlingen religionens felt sammen med statens, men Locke beskriver dermed de to felter adskilt. Med et forbud som dette går statens opgave for tæt på borgerens autonomi, og trods brevets alder på små 400 år, er det ikke mindre interessant i dagens kontekst. Tværtimod; man kunne håbe, at nogle lærte noget af det” lyder det til slut fra Ivan Al-Hilali.

DEL