Martin Olander fra Fredericia Basketball Klub er nomineret som årets træner / leder, der kåres til årets idrætsfest af Fredericia AVISEN. I den forbindelse har vi snakket med Martin, der træner U15-drenge i basketballklubben, der er som et hjem for ham.

Martin Olander er 25 år, og til dagligt læser han, og er i gang med en Bachelor i Idræt og sundhed på Syddansk Universitet i Odense, hvor han er i gang med sit tredje år. Inden da har han gået på Fredericia Gymnasium, hvor han blev student i 2013.

Udover at koncentrere sig om sit studie har Martin siden han var syv år spillet basketball, som siden har haft stor betydning for ham.

“Jeg startede fordi, at det virkede spændende. Jeg skød op i højden, så når man er høj siger man jo, at man skal spille basket. Så tænkte jeg, at jeg prøver det, jeg synes om det, og efterhånden har det givet et fællesskab, og jeg er glad for at spille det, og spiller stadig den dag i dag,” siger Martin.

Martin og resten af hans hold spiller i Serie 1, og han fortæller, at det i Fredericia er svært at få bygget det mere op i Fredericia Basketball Klub.

“Vi er nogle, der håber på, at vi komme længere op. Hvis vi havde faste spillere i hver sæson, var det noget andet. Mange går på gymnasiet, nogle tager et sabbatår og flytter så til en universitetsby. Det begrænser vores vilkår lidt, og i de sidste par år har vi mistet 10-15 spillere,” forklarer Martin.

Har du et idol inden for basket?

“I klubben har det altid været Henrik Gundersen. Det er virkelig en prominent figur, men det er specielt, fordi jeg ser ham som kammerat i dag. Da jeg var lille havde vi et ungdomsarrangement i hallen, som vi kaldte natbasket. Jeg minde, at jeg har siddet på hans skuldre og lagt bolden i kurven,” forklarer Martin, der ikke har et specifikt NBA-idol, som man kender det fra eksempelvis fodboldverdenen, hvor man som lille har set op til Diego Maradona og David Beckham:

“Michael Jordan har man set lidt op til, men dengang var der ikke mulighed for at se så meget. Jeg har syntes, at det var sjovt at spille og ikke så meget kigget på idoler. Jeg har mest set op til andre ude i klubben med den kultur, som der har været. Jeg har ikke set op til specielle navne i NBA, men jeg har også holdt øje med spillere, som ikke nødvendigvis har været dem, der har scoret pointene, men som har en vigtig rolle og som ikke bliver belønnet så at sige,” udtaler Martin.

Trænereventyret

Martin startede med at være træner i august 2017, og i dag træner han en flok U15-drenge.

“Jeg startede med at være træner, fordi der var behov for det, men allerede inden havde jeg en form for ansvar på vores seniorhold. Jeg startede med at være træner for mit eget hold, fordi jeg gerne ville gøre en forskel for klubben, da den har gjort en forskel for mig. Jeg havde selv travlt, da jeg startede, men vi fandt en løsning på det. Jeg har haft bøger med i hallen for at kunne følge med i studiet, og det har været en god løsning,” siger Martin.

Hvad betyder det for dig at være træner?

“Når drengene kommer og man kan mærke på dem, at man gør en forskel for dem, så det er rigtig fedt. Én ting er, at det er et ungdomshold for klubben, men det at give en god basketballoplevelse er fedt. Det at være med til at påvirke et barn i en positiv retning, og hjælpe dem med at blive en dygtigere spiller, men også at lære dem de uskrevne regler inde for idræt med at være sportslig og behandle hinanden ordentligt,” fortæller Martin.

Trænergerningen har nu medført, at Martin Olander er blevet nomineret til årets træner / leder til idrætsfesten.

“Det har jeg det faktisk lidt mærkeligt med. Jeg er benovet over det, og ser det som en stor tak, men det er mærkeligt fordi, at jeg ikke synes, at jeg har gjort det ekstraordinært godt. Jeg ser det som en tak for energien, som jeg bruger på det,” fortæller Martin.

Hvorfor tror du, at du er nomineret?

“Jeg tror, at det, der har gjort forskellen er, at jeg har travlt ved siden af. Lige meget hvad der er for mig, så er spillerne kommet først, bortset fra når jeg har eksamensperiode. Ellers kommer spillerne først, om så jeg skal tage direkte fra Odense med ekstra madpakke og direkte fra banegården og videre til hallen for at træne dem, så gør jeg det. Hvis klubben har et arrangement i weekenden, også hvis det er for en anden række, så spørger de altid mig, fordi de ved, at de kan regne med mig,” taler Martin.

Martin har været træner siden august 2017, men hvor længe han fortsætter med det er mere hen i det uvisse.

“Lige nu vil jeg gerne have det næste år med, men jeg vil også gerne læse en kandidat på et tidspunkt, hvor vi også har gang i noget ekstra arbejde med et projektforløb. I den forbindelse kan jeg også være selvstændig for en periode. Hvis jeg kan tilpasse det hele, som jeg vil, resten af mit liv, vil jeg gerne fortstætte med at være træner. Der kan også komme noget, når jeg får børn på et tidspunkt, at de lige skal prioriteres. Men det er ikke kun spillerne, som jeg træner, der får noget ud af, at jeg træner dem. Det er også mig selv. Den dag, at spillerne ikke giver noget igen til mig tror jeg, at jeg stopper,” siger Martin.

Hvad betyder Fredericia Basketball Klub for dig?

“Ikke alting, men den betyder meget. Jeg startede som syv-årig og havde dengang ikke altid fokus, og træneren spurgte mine forældre, om de var sikrer på, om det var noget for mig, selvom jeg rendte rundt i min egen tåge dengang. Klubben betyder hjem for mig, og uden at grave i det, har jeg ikke altid haft det nemt i skolen, hvor de ugentlig træninger i klubben og fællesskabet her har hjulpet mig. Der har altid været nogle kammerater, som jeg kan regne med. Min familie betyder mere end klubben, men klubben er næsten så godt som familie for mig,” lyder det fra Martin Olander, der er nomineret som årets træner / leder til idrætsfesten, der finder sted d. 5. februar.

www.eventc.dk