Martin Bach Sørensen frygter for Teater Malstrøms fremtid

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Martin Bach Sørensen frygter for Teater Malstrøms fremtid efter et spareforslag kan sende det lokale teater ud i en svær økonomisk situation, der vil give færre forestillinger.

Egentlig starter historien, eller lade os kalde det eventyret om Teater Malstrøm i Kolding. Martin startede med at være formand i bestyrelsen af Dronning Dorthea Teateret i Kolding. “Jeg involverede mig på et tidspunkt, hvor det var svært økonomisk. Der var ikke mulighed for at lave festspil, det var på vej i en kedelig retning, siger Martin.

Der kom en ny bestyrelse og tingene blev vendt, Martin fik job som chefkonsulent for strategisk udvikling i 2015, med ro i maven forlod han bestyrelsesarbejdet i Kolding, da Dronning Dorthea Teater igen havde gode vilkår.

Der gik cirka et halvt år, før en gruppe kreative fredericianere som alle havde arbejdet professionelt med teater stak hovederne sammen. Det var det helt rigtige tidspunkt, det kørte derud af med Fredericia Teater som kørte store succeser. Konceptet blev at lave en slags legeplatform for både professionelle og amatører.

“Vi følte, at det manglede og det var noget, som vi ville bruge kræfter på, men vi skulle finde finansiering. Jeg havde tidligere arbejdet i Trekantområdet Danmark, min baggrund der gjorde, at vi fik søgt nogle midler og kom i gang. Vi fik 100.000 kroner fra reginonen som specifikt skulle gå til at spille stykket, “Kvindernes Hævn” og lave en talentskole. Talentfabrikken blev navnet til den del som spillede deres første stykke til kulturnatten i festugen”, siger Martin.

Kvindernes Hævn blev spillet på Ungdommenshus i Norgesgade, der var nogle praktiske udfordringer og de ville gerne ud til et bredere publikum. Derfor blev det helt naturligt, da Tøjhuset blev et nyt hjem for aktiviteterne i Det Bruunske Pakhus.

Det Bruunske Pakhus, hvor Teater Malstrøm spiller. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Teater Malstrøm er en forening og de får stillet lokalerne i Det Bruunske Pakhus til rådighed, “det er vi meget glade for, det kunne jo reelt have været en idrætshal i Taulov”, siger Martin. På samme tid fik Teater Malstrøm også mulighed for at bruge et af de gamle lokaler på Bülows Kaserne. Det var et meget nedslidt lokale, men med så meget andet i Teater Malstrøm, så er det vokset.

“Der er nu en systue med 13 frivillige, der er værkstedsopbevaring af de mange flotte scenografier, der er blevet skabt gennem vores mange forestillinger”, siger Martin.

Økonomisk støtte til Teater Malstrøm

Teater Malstrøm lavede sin første egen forestilling i 2017, det var talentfabrikken, der opsatte Bowie. I 2018 begyndte støtten til det nye lokale teater og det faldt på et tørt sted.

I både 2018 og 2019 modtog Teater Malstrøm 250.000 i støtte fra Fredericia Kommune, det er samme beløb som er sat til afskaffelse i sparekataloget mod 2020.

Den første støtte kom i forbindelse med Kvindernes Hævn og arbejdet med Talentfabrikken, som opsatte Bowie. “Efter Bowie havde vi en forståelse af hvad vores forestillingsøkonomi var, vi havde en ide om pris, niveau, udgifter og indtægter”, siger Martin.

Da støtten så kom i 2018, gjorde det, at Teater Malstrøm kunne fortsætte ellers havde det ikke kunnet hænge sammen.

“Mit syn på kultur er, at man kan ikke skabe det, som vi gør uden tilskud, vi har mange snakke om, hvordan vi skal satse, vi prøver altid at lave budgettet, så det kan løbe rundt. Uden tilskud kan vi ikke lave det repertoire, som vi har forestillet os og planlagt frem mod 2020. Det lå i kortene, at vores tilskud var fast, så det vi har præsenteret var på baggrund af det”, siger Martin.

Anmeldelse: Mødet med Othello og Teater Malstrøms Ronaldo

Teater Malstrøm har ikke en kæmpe egenkapital, der kan trækkes fra, hvis de satser forkert. Der er cirka 70 frivillige til hver forestilling, der kommer nye til og nogle falder fra.

“Det bliver svært at gøre alt på frivillig basis, der er ikke mange udgifter, der kan skæres i. Jeg synes ikke, det er Teater Malstrøms formål at være et ren amatørteater, det var ikke det, vi skabte foreningen for. Jeg var lidt målløs, da jeg hørte Fredericia Kommune ville fjerne vores tilskud. Jeg synes, at vi gør så meget rigtigt. Jeg troede faktisk, at det var nogle af de visioner kommunen havde. Er det virkelig her, at man skal spare en kvart million, med den værdi vi skaber og det kæmpe frivillige arbejde der ydes? Er det et signal, man viser frivillighed. Jeg håber, at den politiske proces kan ændre på udfaldet, vi har selvfølgelig som forening sendt et høringssvar. Der er flere politikere, der ser vores forestillinger, og vi har en god dialog og opbakning fra dem. Vi vil gerne fortælle, hvad vi har opnået og hvad vi er for et teater”, siger Martin.

For Martin virker det lidt sort, at man ikke vil bibeholde noget, der er i gang med succes i en by som vil noget med fællesskaber, kulturby og at man ønsker at at tiltrække nye tilflyttere.

Liva Weel – Jeg elsker dig <3

Men vi føler altså slet ikke, at vi er færdige i Teater Malstrøm, vi kan meget mere end vi har opnået siden 2016. Vi har store planer – det fremgår også af vores høringssvar, vi vil gerne åbne en teaterskole i Fredericia. Vi har også tanker om at lave netværk med andre teatre, så vi kan få forestillinger her til og udbrede kultur og ikke mindst sætte liv i Det Bruunske Pakhus som en ekstra teaterscene i Fredericia. Vi spiller altså 75 forestillinger, 20 uger om året, det er meget som man får igen for det tilskud. Tilskuddet svarer til en halv offentlig ansat, hvor ville den person kunne udrette af kultur sammenlignet med Teater Malstrøm” siger Martin.

Teater Malstrøms præmis er at skabe et fællesskab, hvor man behandler hinanden godt og på den anden side et ønske om kvalitet.

“Vi passer på hinanden, men stiller også krav, det er grunden til, at vi kan få så mange til at arrangere sig i Teater Malstrøm”, afslutter Martin.

https://www.facebook.com/menyfredericia/