I starten af 2020 bugnede Maria Lantaus kalender med bryllupsaftaler. “Jeg tænkte, at dette år ville blive ekstraordinært, og mens min forudanelse holdte stik i januar og februar, blev hver en kalenderside visket ren da vi nåede marts”. 

Maria er bryllupsplanlægger og brudestylist – hun kan faktisk sørge for alt i forbindelse med `den store dag´ – og det er netop denne dag og Marias arbejde i forbindelse med samme, som har vakt min nysgerrighed. 

Mens mange fester blev sat på pause, er det ikke Marias oplevelse at håbet og glæden nogensinde forsvandt. Alt er blot blevet rykket, og ligger som events ude i fremtiden, klar til at blive til virkelighed. 

Det har selvfølgelig ikke været helt nemt, siger Maria, men i samarbejde med mine brudepar, har jeg bidraget til at vi fandt nye muligheder. Dette arbejde er stadig igang, dog er der bryllupper som aldrig blev aflyst eller ombooket, fordi mennesker blev ved med at tro på at situationen ville forandre sig.

Jeg sidder overfor Maria og har fået lov at spørge ind ifht. hendes virke som bryllupsplanlægger. 

“Det helt korte svar er, at jeg som planlægger gør alt for at bringe folks drømme til virkelighed, inden for det budget de har givet mig. Jeg har et fyldigt katalog af leverandører – jeg har forslag til både mad, musik, tøj, make-up, hår, fotograf, forskellige stemninger og venue – og alt muligt andet”. Maria tænker kreativt og ved, at der skal være styr på sagerne helt ned til mindste detalje. “Der er bryllupper hvor jeg er med lige indtil det første skridt tages på kirkegulvet”. 

“Konceptbryllup opstod efter at jeg gennem mange år har lyttet til frustrerede brude, hvoraf mange spurgte mig til råds. Jeg er vild med mit job og vild med at hjælpe mennesker til at gøre dagen de drømmer om til virkelighed. At få hjælp til at holde budgetter har mange brug for. Der er så meget uventet som dukker op, og jeg kender alle disse pludselige ønsker og “fælder”. 

“For bare et par år tilbage kostede et gennemsnits bryllup 80.000 idag er prisen 120.000. Men det behøver ikke at koste så meget, slet ikke”, siger Maria og smiler. 

Mange vil gerne giftes om foråret eller sommeren – den 27. juni er særligt populær. Sommeren er dejlig, men Maria forstår ikke at årets andre måneder ikke er ligeså populære. Alt dansk vejr er særligt og bla. billeder bliver vildt flotte i regnvejr. Maria blev selv gift på en torsdag i januar. Det var den smukkeste dag og alt var let at få til at ske. Mens Maria fortæller, træder billedet frem af en stund fuld af lys og kærlighed midt i en mørk januar. 

“Jeg arbejder med forventningens glæde”, siger Maria. “Mit job bliver til tider sidestillet med en fødselshjælpers bedrift – for det hele skal bare klappe, og for brudeparret er denne dag fyldt med kærlighed og dagen vender altså ikke tilbage. Det er en dag som altid vil blive husket”. 

“Brudepar i god tid, og alt fylder meget når man har tankerne om en unik dag i hovedet. Tit får jeg henvendelsen halvandet år forinden. Dette var også scenariet lige indtil dagen hvor Corona ramte og hele kalenderen måtte udskydes”. 

“Jeg fik travlt med at ombooke. Jeg var bevidst omkring at de par jeg har med at gøre, var ramt på deres følelser. Jeg mødte forståelse uanset hvem jeg henvendte mig til og hele handlingen er foregået usandsynlig smidigt – og det er netop handling og dialog som til”, fremhæver Maria. 

“Det første som skal kontaktes er kirken/præsten, så man er sikker på en ny dato i fremtiden, herefter følger alt andet”. 

“Jeg er spændt på om vi ser flere bryllupper på hverdagene i fremtiden, det kunne være fedt, og jeg ved at rigtig meget kan lade sig at gøre i Danmark”. 

Marias gode råd til kommende brudepar:

  • Giv slip på perfektionen og kontrollen, flyd med – der VIL ske små sjove ting.
  • Tænk ikke så meget over vejret, I kan ikke styre det alligevel. I virkeligheden er alt vejr smukt. 
  • Husk at jeres bryllup kan blive helt perfekt en anden dag, end I havde forestillet jer det. Ligeledes kan smukke fester sagtens foregå på hverdage. 
  • Lad nogen hjælpe jer med budgettet, så I ikke bliver overrasket.
  • Skal I giftes i år og er brylluppet blevet aflyst, så start med at ombooke præsten og kirken (eller vedkommende som skal vie jer). 

Fredericia AVISEN fortsætter denne historie, og har med Marias hjælp fundet et par som gerne vil fortælle om det bryllup, de snart skal holde. Et bryllup som ikke blev aflyst trods uvished og Corona. 

Uanset, sejrer kærligheden. 

Skriv et svar