Når Panorama Fredericia lørdag den 27. januar lægger biografsal og lærred til en aften med fokus på at mindes befrielsen af nazisternes udryddelseslejr Auschwitz, vil der være mange interesserede deltagere på stolerækkerne.

“Mange har allerede købt eller reserveret en plads til denne specielle aften, og det viser os endnu engang, at 93-årige Auschwitz-overlever Arlette Andersen fortsat kan trække publikum til,” fortæller journalist Thomas Kvist Christiansen og fortsætter:

“Det er anden gang, at vi markerer Auschwitz-dagen i Fredericia, og det glæder os, at der også i år er fin opbakning. Det giver rigtig god mening, at befrielsesdagen markeres i netop i Fredericia, som siden 1950´erne har været hjemby for den eneste dansker, der har overlevet et fangenskab i denne udryddelseslejr – nemlig Arlette Andersen.”

Forfatter som gæstetaler

I år arrangerer man Auschwitz-aftenen i samarbejde med Panorama Fredericia, der stiller den store filmsal med 256 siddepladser til rådighed. Arlette Andersen og hendes familie vil ligesom sidste år deltage i arrangementet, som i år blandt andet vil byde på en særlig historie om sigøjnerbørnenes skæbne i Auschwitz. Fortællingen leveres af forfatteren Peter Langwithz Smith, Esbjerg, der bliver aftenens gæstetaler.

Peter Langwithz Smith

Peter Langwithz Smith udgav i 2004 bogen ”Auschwitz”, den første samlede fremstilling på dansk om koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz, og i 2012 udgav han bogen ”Neuengamme – koncentrationslejren 1938-1945”. Peter Langwithz Smith har arbejdet med og været optaget af Auschwitz igennem 50 år.

I denne måned er det 73 år siden, at Auschwitz blev befriet. På det tidspunkt var den dengang 20-årige Arlette Levy sendt ud på en udmagrende flere måneder lang dødsmarch sammen med sin nære veninde, Denise, og tusindvis af andre udsultede Auschwitzfanger. I maj 1945 vendte hun hjem til Paris, som én af de få franske jøder, der havde overlevet Holocaust.

256 billetter til arrangementet

“Vi er har stadig sidste års Auschwitz-aften i erindring. Mere end fuldt hus i Christianskirken, hvor omkring 300 gæster mødte frem, det var en helt fantastisk oplevelse. På Auschwitz-aftenen i Panorama Fredericia den 27. januar vil der blive vist et uddrag af dokumentarfilmen om Arlette Andersen, derudover vil vi blandt andet vise en film med en række klip og fortællinger, som ikke kom med i vores dokumentarfilm ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme”,” slutter Thomas Kvist Christiansen.

Billetpris for Auschwitzdagen i Panorama Fredericia er 80 kr. Arrangementet varer fra kl. 19.30 til 21.30 med en mindre pause undervejs. Der er sat 256 billetter til salg til dette arrangement på Panorama Fredericias hjemmeside.