I en serie sætter Fredericia AVISEN fokus på personerne bag de plakater der inden sommer fylder lygtepælene i hele Fredericia. Denne gang er det Alternativets bud på en lokal kandidat, Søren Haastrup, der var inviteret indenfor til en kop kaffe og en snak om livet.

Regnen drypper stille ned over Fredericias gader på en tidlig mandag eftermiddag. Søren og jeg havde aftalt at mødes klokken tre, og lige lidt i tre kom Søren smilende ind ad døren. Vi starter snakken med at tage tilbage, tilbage hvor det hele startede for Søren Haastrup i 1977.

Tryg barndom med gode venner

“Det hele startede i Nordjylland, hvor jeg blev født i Hjørring. Jeg boede der et kort stykke tid, inden min familie flyttede til Læsø. Der boede vi i omkring fem år. Min far var socialrådgiver og siden socialchef, så vi flyttede lidt rundt efter hvor han havde job. Derfor flyttede vi i ’86 til Ørum, der er en lille by udenfor Grenaa. Det er her hele min opvækst har været”, fortæller Søren, inden han tager en tår af sin kaffe.

“Min ungdom var fyldt med fodbold og, selvfølgelig, skole. Der var også en periode med optimistjolle. Men tiden i folkeskolen var fantastisk, det synes jeg. I skolen havde jeg mange gode kammerater, og der var en helt anden nærhed. Nu arbejder jeg jo selv på en skole, og jeg ved ikke om min opfattelse af min egen skolegang er forkert, men jeg ser en tydelig forskel. Jeg synes vi havde det meget bedre”, fortsætter han.

“Jeg havde det faktisk så godt, at jeg valgte at tage tiende med også. Men efter det skulle jeg på gymnasiet. Dengang var der den sproglige og den matematiske. Her valgte jeg, på trods af en matematiklærer der fortalte mig at mit talent ville være spildt, den sproglige linje. Det har jeg ikke overhovedet fortrudt siden” lyder det fra Søren.

Sabbatår, studie og udlandsophold

“Efter gymnasiet arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i en periode. Da jeg var lille ville jeg rigtig gerne være kok, men efter en skolepraktik i ottende klasse, så fandt jeg ud af, at det ikke var mig. Jeg elsker at lave mad, og det gør jeg stadig, men tonen i køkkenet var overhovedet ikke mig”, fortæller Søren.

“Da mine tanker om at være kok forsvandt, så fik jeg hurtigt øjnene op for det journalistiske, og tænke det var vejen frem. Men jeg ville gerne være klædt bedre på til opgaven, så i ’99 flyttede jeg til Aalborg for at læse Politik og Administration. Det gik rigtig godt, jeg fik færdiggjort min bachelor, og begyndte også på kandidaten. Men når man som mig havde valgt internationale studier som specialeretning, så indebar uddannelsen et udlandsophold. Her tog de fleste andre til ambassader, men det ville jeg ikke” siger Søren.

Udfordringer var der nok af

“Jeg endte i Nepal, hvor jeg blev lovet at der var et forandringsprojekt. Allerede inden jeg tog afsted var der lidt udfordringer. Rejsen var frivillig, og så var der en del egenbetaling. Men jeg fik lov, og det er jeg meget glad for”, fortæller Søren og fortsætter:

“Det var en meget uafklaret Søren der kom derned. Jeg havde ligesom bare kastet mig ud i det. Det forandringsprojekt jeg var blevet lovet, det fandtes ikke. Så jeg måtte opfinde mit eget projekt. Jeg startede med at undervise på forskellige skoler. Jeg underviste i bæredygtighed, og i særdeleshed kompostering”.

“Jeg blev dernede i lang tid – også så lang tid, at min SU løb ud. Jeg var der fem måneder i første omgang, og så tre i anden omgang. Hvad det har gjort ved mig kan jeg ikke sætte en finger på, men noget har det i hvert fald gjort. Jeg tror det er den tur der har givet mig troen på, at uanset hvor galt alting er gået indtil nu, så skal det hele nok gå alligevel” siger Søren.

“Deres store imødekommenhed og hjælpsomhed gjorde også stort indtryk på mig. De har en kæmpe glæde altid, og det er altså selvom de intet har. Det gjorde mig opmærksom på, at vi ikke behøver at have så travlt, at vi godt kan afsætte tid til at hjælpe hinanden”, fortsætter han.

Kunne ikke finde ro i jobbet

“Da jeg kom hjem fik jeg igen job som pædagogmedhjælper. Jeg har skiftet mange gange, for jeg har endnu ikke fundet jobbet hvor jeg kan kombinere det at arbejde med mennesker og sidde bag en computer. Jeg har hoppet meget rundt mellem administrative jobs og jobs blandt mennesker”, fortæller Søren og fortsætter:

“Der har skullet ske meget, men det er ikke nødvendigt mere. Jeg har fået meget mere ro. Men jeg er ikke typen der sidder på sofaen, er der tid hopper jeg i vandreskoene og går ture, lange ture. Fredagen op til uge 7 gik jeg 105,3 km på 22 timer 45 minutter. Så var jeg også brugt bagefter. Det var uden pauser, kun tissepauser. Jeg skal ikke gå så langt igen, det ved jeg”.

Skade satte livet i perspektiv

“Jeg har spillet meget fodbold, og i 2011 pådrog jeg mig en korsbåndsskade og efterfølgende en bruskskade. Lægerne sagde, at jeg ikke kunne lave noget fysisk aktivt igen. Der gik lang tid og en række operationer, før jeg fik et delvist nyt knæ. Så når jeg går nu, så er det med et sagligt smil og et ‘jeg snød dem sgu’. Det var et helvede at få sådan en skade. Jeg har altid været aktiv. Så det med at have konstante smerter var et helvede” siger Søren.

“Jeg fik en kæmpe nedtur. Så meget at jeg blev nødt til at gå til psykolog. Det var sorg, at jeg havde mistet mig selv. Jeg fik faktisk super god hjælp til at arbejde med det og vedkende at det altså var sådan det var. Det tror jeg også har ændret en del ved mig som person. Efter den er blevet vendt, der har det været en kæmpe styrke. Det er noget af det der har givet ro. Jeg har slet ikke så travlt”, fortæller Søren og fortsætter:

“I perioden var jeg ikke nem at være sammen med, og jeg gik da også fra min kæreste. Vi har en søn på 7 og et rigtig godt samarbejde, men det var klart noget der ramte hele familien. Det var nok også noget af det værste, at jeg ikke kunne lege med min lille søn. Det var noget af det sværeste ved det hele”.

Nyt job, lang køretur. Men det generer ikke Søren

“Jeg kører til Esbjerg hver dag, hvor jeg arbejde på en skole med en specialafdeling.. Jeg arbejder med specialbørn i en udegruppe, som vi lavede mig og en kollega. Det er stadig ufaglært, så lønnen er der ikke, men jeg elsker virkelig det her arbejde. Jeg har også gjort det frivilligt i snart 17 år inden for Ungdommens Røde Kors. Det giver så meget igen den anden vej, også selvom det er meget konfliktfyldt”, fortæller Søren, inden han fortsætter:

“Mange siger ‘Hvorfor gider du det?’ Men når jeg kommer hjem, så har jeg bearbejdet dagen i bilen. Så når jeg er hjemme, så har jeg fri. Det er et krævende arbejde, med voldsomme knægte. Somme tider flyver der møbler gennem lokalet. Jeg har endda også været på skadestuen, med blandt andet tre bøjede ribben. Men jeg elsker det stadigt. Det er gode knægte, der har det meget svært”.

“Tålmodighed og en rolighed er godt. Den sitrende kaos og det at ville videre kan man ikke udstråle. Mit menneskesyn er også, at de gør jo det bedste de kan. De har det svært. Jeg er også altid åben for at lytte. Det er vigtigt ikke at bære nag, og så skal de kunne mærke, at man er 100% til stede”, siger Søren og fortsætter:

“Konflikterne er klar hvis ikke man er der 100%, og bare den mindste smule fraværende, så er konflikten der med det samme. Jeg har endnu ikke oplevet en dag, hvor jeg ikke havde lyst til at tage afsted. Jeg er kørt hjem og tænkt ‘jeg gider ikke’, men næste morgen var jeg klar igen. Der er ingen dage der er ens. Selvom de ikke er ens, så er de det alligevel. Der er meget struktur, og somme tider er der så struktureret at jeg selv ikke ville kunne klare det. Jeg bilder altid mig selv ind, at jeg elsker det ustrukturerede, men når jeg er i det, så kan jeg jo godt lide det”.

Drømmen handler om projekter

“Jeg tror, at det jeg gerne vil i fremtiden er på forskellige parametre at rykke verden til et bedre sted for mange af de her unge, min egen søn også. Det er det der gør mig glad. Nogen kalder det uselvisk, men det er det jo ikke. Det er jo for min egen glæde”, fortæller Søren.

“På sigt vil jeg gerne arbejde mere med projektledelse. Jeg kan stadig lide det arbejde med et projekt og følge det til dørs, inden jeg skifter. Især projekter for sårbare børn og mennesker”, siger han og fortsætter:

“Det behøver ikke være ledelse, medarbejder er også fint. Jeg er sådan af natur, at jeg alligevel tiltusker mig lidt ledelse. Jeg behøver ikke titlen. Lederskab og det at gå forrest er bare naturligt for mig. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og lade andre tage initiativet hver gang. Hvis ikke der sker noget, så sætter jeg det i gang”, slutter Søren Haastrup.

https://www.facebook.com/heinybags/
Annonce