Snart kan man se gigantiske mammutter, en imponerende kæmpehjort, uldhårede næsehorn, sabelkatte og flere andre af istidens karismatiske dyr i Danmark.

Det er Aalborg Zoo og Naturhistorisk Museum i Århus, der med støtte fra Nordea-fonden bringer for længst uddøde istidsdyr til live i udstillingen ”Tilbage til istiden”. Kunsthåndværker Emilio Sheikhan, har i sit værksted i Göteborg skruet tiden 20.000 år tilbage og genskaber nu de mange dyr. Sammen med en lille gruppe istidsmennesker udgør de den ene halvdel af en stor fælles istidsudstilling, der fra foråret kan ses i Aalborg Zoo og på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Istidsdyrene og menneskene, der alle udføres i naturlig størrelse, begynder at indtage plænen i Aalborg Zoo i begyndelsen af april, og den 22. april 2016 står de klar til at møde publikum og give dem en enestående mulighed for at stå midt i istiden og opleve istidsdyrenes særpræg helt tæt på. Hvordan så de ud? Hvad spiste de? Hvor og hvordan levede de?

”Vi har store forventninger til denne unikke udstilling. Vi bringer fortidens og nutidens dyr sammen og giver publikum mulighed for at stå ansigt til ansigt med vores forfædre. På den måde gør vi en fjern tid levende og tilgængelig, så vi kan fortælle om dens betydning for den natur vi har nu”, siger direktør i Aalborg Zoo Henrik Johansen.

Den anden halvdel af udstillingen åbner 14. maj på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Her kommer man på en rejse tilbage til isens tid, hvor isen skubbede, æltede og formede det danske landskab. Midt i udstillingen kan man se en genskabt død mammut i fuld størrelse – næsten 5 meter lang og med ulden pels og de lange velkendte stødtænder.

”Danmark er et af verdens mest unikke steder at opleve istidens kræfter, fordi vores landskab er så åbent”. Fortæller direktør Bo Skaarup på Naturhistorisk Museum. ”Det er en spektakulær tid med kæmpe dyr og et barsk klima, som alene af den grund fascinerer nutidsmennesket, og vi håber, vi kan motivere danskerne til at drage ud i landet og forstå deres egne og helt nære naturværdier.”

Nordea-fonden har støttet med 12 millioner kroner og dermed gjort det muligt for de to institutioner at lave den fælles udstilling om denne centrale periode i dansk landskabsdannelse. I 2017 bytter udstillingerne plads, og fra 2018 kan de som vandreudstilling ses rundt omkring i Danmark.

 

FAKTA

  • Istiden strækker sig over en periode på 100.000 år med skiftende temperaturforhold. Den sidste istid sluttede for 15-20.000 år siden.
  • Nulevende dyr som isbjørn, brunbjørn, rensdyr og ulv levede også i istiden.
  • I Aalborg Zoo kan man opleve 15 genskabte dyr såsom mammut, skovelefant, sabelkat, uldhåret næsehorn og hulebjørn
  • På Naturhistorisk Museum i Aarhus kan man via fem temaer få overblikket over sammenhængen mellem natur, mennesker, is og geologi – og hvorfor istiden stadig betyder så meget for vores liv i dag.