18-årige Malthe Linneblad har en drengedrøm om at deltage i OL 2021. Flytningen af OL gør muligheden større for den dygtige konkurrencesvømmer fra DelwaSwim i Fredericia.

Imens håndværkere knokler på at reparere cirkelbroen på Østerstrand, så mødes Fredericia AVISEN med Malthe Linneblad, der i coronatiden må “vandtræne” i et noget andet miljø. Normalt er det lugten af klor og det nogenlunde varme bassin i Fredericia Idrætscenter, der danner rammen for Malthes træning, men med nedlukningen af Danmark og svømmehallerne landet over, må Malthe, der drømmer om OL, springe i bølgen den blå høj på Østerstrand.

Malthe Linneblad går til dagligt på Fredericia Gymnasium på en Team Danmark-ordning, hvilket betyder, at der gives ekstra tid til lektier og træning, men også lægges et år på den gymnasielle uddannelse. Samtidig får han stor hjælp fra sin svømmeklub, DeltaSwim og Fredericia Eliteidræt. Det er med andre ord en dedikeret ung svømmer, der drømmer om medaljer og deltagelser i store konkurrencer.

“Det bliver lige nu til ca. 20 minutters træning ad gangen i det kolde vand med alt det udstyr, som jeg har kunnet skaffe og fået hjælp til. De første fem minutter er modbydelige, men så får man varmen, efter 20 minutter kan jeg dog ikke mærke min krop længere, hvorfor jeg stopper. Jeg har dragt på, andet hjælpeudstyr og uldsokker, selvom sidstnævnte bliver våde, så varme de stadig,” fortæller Malthe og fortsætter:

“Jeg har svømmet konkurrencesvømning i fire år nu. Begge mine forældre har været svømmere, så det ligger til familien. Jeg er født ind i en svømmefamilie, og har lært hvad den verden indebærer,” forklarer Malthe, der ikke er vinterbader, men har fået gode råd med på vejen:

“Jeg kender åbenvandssvømmere, hvor jeg får gode råd af dem til at vænne sig til temperaturen. Man kan ikke bare tonse af sted, og i værste tilfælde kan man få hjertestop.”

Malthe har været konkurrrencesvømmer i fire år, og målet er klart for ham.

“Min drøm har altid været at kunne stille op til OL. De største drømme at vinde medaljer, men udover det var mit hovedmål at komme med til OL 2024, men med den dårlige situation er der kommet noget positivt ud af det. I mit tilfælde er der godt, da jeg måske lå lige udenfor kvalifikationen i år,” siger den ambitiøse svømmer og slutter med at komme ind på, hvad han ellers laver udover at svømme:

“Jeg er sammen med mine venner og familie, og så er der skolearbejdet. Lige nu fylder det ret meget, da det er en anden form, og man får lidt flere lektier for. Ellers laver jeg også meget styrke- og mentaltræning, og så er der fokus på min kost, og generelt meget fokus på min træning, men der er også andre faste ting.”

Her på redaktionen hepper vi på Malthe og krydser fingre for, at den 18-årige svømmer udtages til OL.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer