George Orwell blev født i 1903. I 1945 udgav han hovedværket ”Kammerat Napoleon”, men senere i århundredet blev hans andet storværk fra 1949, værket ”1984” langt mere kendt. Orwell blev kun 47 år gammel, mens hans værker har haft enorm rækkevidde, ikke mindst på grund af indholdets potentiale til at belyse nogle af menneskehedens værste sider.

Begge værkerne blev skrevet i tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig. Da det ved krigens afslutning i 1945 stod klart, at nazisterne havde begået ubegribelige grusomheder mod menneskeheden, ændrede sindelaget sig i mange befolkninger i en periode markant. Udryddelsen af millioner af jøder blev et chokerende element i menneskers selvbevidsthed. Og man brugte naturligvis også tid på at spørge om, hvordan det kunne være kommet så vidt. Selvom en stor del af skylden blev lagt på Hitler, nazisterne og tyskerne, så rakte forklaringen alligevel ikke i sig selv.

Historikerne kastede sig ud i en uendelig række af krigsværker, hvor alle begivenheder i 2. verdenskrig blev genstand for en omfattende, faglig diskussion. Samtidig dukkede der også værker op om årsagerne til både krigsudbruddet og de uhyrligheder, der fulgte med krigen. Hvis man skal vurdere den betydning for menneskeheden som anden verdenskrig havde, så kan man indregne at det den dag i dag er et af de mest populære forskningsemner indenfor historiefaget. Ofte suppleret med historieværkerne om den kolde krig.

Et fællestræk er der: Det er den skala, hvormed man slog mennesker ihjel. Både i de slag der var under krigen, men også de tab der var blandt den civile befolkning. De allierede bombede tyske civile i ildstorme, der henlagde hele byer i et flammehelvede. Nazisterne udryddede jøder i gaskamre og massegrave. Landene i krigszonen blev lagt i ruiner. I det hele taget er der nærmest ingen ende på den modbydelighed, der herskede i perioden fra 1939-1945. Hertil skal man lægge den evigt kørende debat om, hvem der var værst: Hitler eller Stalin? Nazisterne eller kommunisterne?

Bag ved anden verdenskrig ligger der en uhyggelig periode af menneskeartens eksistens på jorden. Efter første verdenskrig blev Tyskland nødt til at kapitulere. Frankrig krævede en hård fred, og sådan blev det. Det var med til at skabe en dyb harme og utilfredshed blandt tyskerne, kontinentets største land. I det klima af fattigdom, ydmygelse og formynderi voksede nazisterne frem. Men egentlig startede det et andet sted, nemlig i Italien, hvor Mussolini blev et forbillede for Hitler. Den italienske diktator var allerede i 1920’erne førstemanden, der leverede diktaturet og fascismen til udstilling for en generation af militante unge. Inspirationen var ikke til at tage fejl af. Hitler iklædte sig også uniform, og hans taler var præget af kravet om en stærk mand. I Sovjetunionen var denne stærke mand Stalin. Med hård undertrykkelse og blodige udrensninger fik diktatorerne magten og befolkningerne i et jerngreb. Det skete også i Spanien, hvor den spanske borgerkrig fra 1936-1939 blev en slags generalprøve på anden verdenskrig. Diktatoren her hed Francisco Franco Bahamonde, der naturligvis ledte en militær junta.

Kærligheden til den stærke og hårde mand var stor. Optakten til anden verdenskrigs rædsler var således to årtier med udviklingen af diktaturer, udrensninger og massebevægelser. Fra 1920-1940 havde store dele af Europa en periode med flammende had, aggressioner og foragt for anderledes tænkende. Så da George Orwell i slutningen af 1940’erne skrev sine nu så berømte værker, havde han en særdeles god baggrund for at gøre det.

I General Napolen digter Orwell en gård, hvor dyrene vil have magten. Det står klart, at menneskene ikke er populære, og dyrene samler sig om en fælles sag. Undervejs når de frem til at indføre 7 bud: Hvemsomhelst, der går på to ben er en fjende, hvem som helst, der går på fire ben, eller har vinger, er en ven, intet dyr må bære klæder, intet dyr må sove i en seng, intet dyr må drikke spiritus, intet dyr må dræbe noget andet dyr og alle dyr er lige. Men en del af dyrene er for dumme til at læse og derfor når man frem til, at man ligeså godt kan skære de syv bud ned til et, som alle kan forstå:

”Efter lange overvejelser erklærede Snowball, at de syv bud i realiteten godt kunne reduceres til én enkelt grundsætning, nemlig: Fire ben godt, to ben ondt. Denne sætning, sagde han, rummede animalismens væsentligste ideindhold”.

Som i 1984 formåede George Orwell at indkapsle den menneskelige ondskab i ord. Ganske vist brugte han i Kammerat Napoleon dyr som formidlere, men reelt agerede de som mennesker ville have gjort. Det er det paradoksale i historien. At forsimple og forrå er det modsatte af intelligens. I 1984 formår Orwell at tage historien skridtet videre, hvor diktaturet ændrer historien og tilpasser den til deres egen selvforståelse. Det centrale omdrejningspunkt i disse af Orwells fortællinger er, at det onde ønsker at målet helliger midlet. Og uanset hvad der skal gøres for at nå til målet, så skal det gøres. Fordi det er nødvendigt.

Tilbage til historien om efterkrigstiden. Det var som om verden havde lært en lektie. Man ville for enhver pris undgå endnu en storkrig. Derfor førte man krig bag kulisserne, hvor verdens to stormagter, USA og Sovjetunionen kappedes om herredømmet over jordkloden. Man oprettede nogle formidable efterretningstjenester, der i det skjulte kæmpede en indædt kamp om stater og folkegrupper over det meste af verden. Mange af de krige vi kender fra perioden indtil Sovjetunionens kollaps skal ses i lyset af dette globale opgør mellem to fundamentalt forskellige ideologier.

Det umenneskelige var dog fortsat i alles bevidsthed. Nazisterne blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden, og den generation der levede gennem anden verdenskrig førte an i etableringen af et samarbejde blandt de europæiske nationer. Det vi i dag kalder for EU. Vesttyskland fik en utrolig stærk demokratisk forfatning, mens Østtyskland blev en dukkestat for Moskva. Få folk er så bevidste om deres fortid som tyskerne. Efter genforeningen i 1990 er grundprincipperne i den demokratiske stat nogle af de stærkeste i verden. Også selvom man på linje med de øvrige vestlige lande er blevet kraftigt påvirket af migrationsbølger fra fattige eller krigsramte dele af verden.

Men under overfladen lurer der nye konflikter, der kan få det umenneskelige frem igen. I 1990’erne blev Europa chokeret, da Jugoslavien faldt fra hinanden. Landene på Balkan blev kastet ud i en borgerkrig, der mindede om det, man troede var lagt bag Europa. Efter angrebet på USA den 11. september 2001 har den vestlige verden befundet sig i en kronisk krigstilstand, der ikke rigtig er krig, men heller ikke rigtig er fred. Og selvom fundamentet er anderledes, så er mistænksomheden og fjendtligheden den samme, som stemningen fra George Orwells General Napoleon og 1984.

I 2022 er det centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål situationen omkring Rusland. Det startede for alvor allerede i 2016, hvor russerne med al sandsynlighed blandede sig i det amerikanske præsidentvalg med påvirkningsindsatser af vælgerne. Det var en provokation af amerikanerne, som mange i de etablerede dele af Washington ikke har glemt. At NATO, der primært er styret af amerikanerne, gradvist er rykket tættere på Moskvas grænser, er en anden sag. Og skulle der opstå en væbnet konflikt mellem Rusland og Ukraine, kan ustabiliteten accelerere ud af kontrol.

Det mest bemærkelsesværdige er dog den måde, hvorpå man betegner sine fjender. Det er her, vi ser General Napoleons logik sætte ind. For hvorfor have syv bud, hvis man kan nøjes med et? Det er jo dem, mod os.