Du har sikker lagt mærke til at spejdere har forskellige mærker på deres uniformer, men hvad betyder de? Hvis du er i tvivl om, hvad mærket Snorky betyder, så læs med og hør hvorfor Magnus har sovet ude i haven i et år.

Det regner meget i fæstningsbyen og jeg skal gå måske 50 meter for at komme hen til huset, hvor 12-årige Magnus Kramer og hans familie bor på Treldevej. Jeg tager mig selv i at tænke, at det er koldt og ikke særligt sjovt at være ude, men indenfor skal jeg møde Magnus som er spejder, for ham er det næsten en leg at være udenfor.

Magnus har gennemført endnu et færdighedsmærke. Han er spejder ved Bülows Gruppen og kan fra i dag af sætte Snorky mærket på uniformen. Magnus har tilbragt 365 dage i telt ude i baghaven, man har 400 dage til at nå det og nu er mærket i hus.

“Du kan sørge for at have en god sovepose, og så viljen til at gøre det. En af de vigtigste ting, når tingene har føltes lidt surt, er bare at sove, så går det hurtigt over. Derfor har jeg sovet mig igennem det meste. Det værste har været, når det har stormet meget, eller når det har været morgen og det regner helt vildt. Men jeg har gjort det, fordi det er sjovt og spændende”, siger Magnus.

Det kan selvfølgelig være lidt ensomt at være eneste i familien, som hver aften siger godnat fra baghaven, men familien har været forbi undervejs og sluppet de trygge rammer indendørs og overnattet sammen med Magnus.

Magnus er en frisk ung mand, her fanget på vej ud af sit telt. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Færdighedsmærker

Magnus sidder i sin spejderuniform, vel at mærke med korte ben. Han har allerede været vedholdende nok til at få syet Viking mærket på sin skjorte, det kræver et helt år med korte ben. Det var ikke nok for Magnus, så nu er han fortsat mod fem år med korte ben. Hans klassekammerater på Kirstinebjergskolen Afd. Havepladsvej synes i starten, at det lød skørt og var halvfarligt for hans helbred, men nu synes de, at det er lidt sejt.

“Det med at fryse er kun en udfordring i starten. Første vinter havde jeg lange skistrømper på, men ens krop vender sig stille og roligt til det, så det er ikke så slemt, når man har gjort det et par år”, siger Magnus. Hans far fortæller en sjov historie om, hvordan Magnus rendte rundt og skovlede sne i bare ben og fødder i sandaler, han må være støbt af noget specielt den 12-årige spejderdreng fra Bülows Gruppen.

“Det næste jeg gerne vil vise færdighed i er hængkøjemærket, det kræver 12 overnatninger i hængekøje forskellige steder. Jeg har også taget mærket 24 timer i sovepose”, siger Magnus.

Spejder

“Jeg blev spejder, fordi jeg manglede noget at lave i min fritid, der var en fra min klasse som var spejder i Bülows Gruppen, det lød spændende. Jeg var med på besøg med ham og så blev jeg der bare. Det er oplevelserne og venskaberne, man får, når man er spejder, der er det hele værd. Man møder også mange andre spejdere, så det kan kun anbefales. Hvis man måske kommer til at kede sig lidt, så skal man bare tage en udfordring op og starte på et mærke ligesom mig, der tager lidt længere tid, det kan være en motivation til at blive ved”, siger Magnus.

Magnus håber, at han stadig er spejder om 20 år, vi tør slet ikke tænke på, hvor stor hans skorte skal være til den tid, med alle de færdighedsmærker.

Godt gået, Magnus

https://www.facebook.com/Klokken-814326898594119/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her