Manden der gjorde tvivlen til en drivkraft

Solen står højt over Ryes Plads denne fredag, og varmen nærmer sig de tredive grader. Skolerne i Fredericia har netop lukket for sommeren, og der er noget løssluppet over byen. Folk sidder ude. Der bliver grinet ved bordene, og fadøllene dugger i lyset. Midt i det hele sætter Per Breckling sig ned på Jay's med en kold Pepsi foran sig. Det er den slags dag. Og han har det rolige overskud, et helt arbejdsliv foran andre mennesker giver en mand.

Det er en god dag at mødes på. For ham, der har brugt fire årtier i folkeskolen, er den første sommerdag efter skoleårets sidste klokke ikke en hvilken som helst dag. Det er en mærkedag i en kalender, der har været struktureret af skoleåret, så længe han kan huske.

»Der var et fodboldhold, og min mor var dagplejer og passede børn,« fortæller han, da jeg spørger, hvordan han endte i lærergerningen. »Det var sjovt at lære børn noget, og det passede godt til min interesse for børn. Samtidig synes jeg, at det er sjovt at lære fra mig. Det var det, der gjorde, at jeg endte i branchen.«

Han blev uddannet lærer i 1986. Det blev til år på Erritsø Centralskole, til at være med til at starte de fælles 10. klasser op i Fredericia, og senere til formandsposten i Fredericia Lærerkreds, som han har siddet på i mange år. I dag sidder han også i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening. Men i begyndelsen var det ikke givet, at det skulle gå sådan.

»En usikker periode for mig, det var nok det der med, at jeg skulle være lærer,« siger han. »Det der med at stille sig op foran en klasse. Det fyldte ret meget.«

Hvorfor?

»Fordi jeg som dreng og ung ikke var udadvendt,« siger han. Det kommer overraskende fra en mand, der i dag bruger sine dage på møder, forhandlinger og taler. »Der er mange, der kender mig nu, som siger, at det ikke er noget, jeg har tillært mig. At det falder mig helt naturligt. Men det gør det ikke helt.«

Det er en tilståelse, og den siger noget om, hvordan han ser på verden. For det handler ikke om at vente på at blive god til noget. Det handler om at presse sig selv.

»Så bliver det en bedre samtale. En bedre fest. Det hele bliver bedre, når man forsøger at gøre det bedst muligt. Det er egentlig det, jeg synes er det interessante.«

Vi taler om, hvad der holder en mand i den samme branche i fyrre år. For Per Breckling er svaret enkelt. Det handler om at flytte mennesker.

»Man har jo ikke de samme børn hele tiden, og derfor kan man flytte mange,« siger han. »Det i sig selv er motiverende. Og så er der det at prøve nye ting. Ikke at undervise i det samme.«

Han underviste i idræt, dansk og samfundsfag, og lidt matematik blev det også til. Han taler om idræt med begejstring, om glæden ved at bevæge sig sammen med andre. Men det er, når talen falder på dansk og samfundsfag, at man hører læreren bag formanden. Det med at kunne læse en tekst og se ind bagved, siger han, er en vigtig egenskab. Evnen til at gennemskue det, man får serveret.

Men det vigtigste er ikke fagene. Det er menneskene.

»Det vigtigste er det, man oplever, når man kommer gående ned igennem gågaden, og der er nogen af ens gamle elever, som lige skal fortælle, hvordan det går dem,« siger han. »Så ved man, at man har betydet noget. Man har flyttet dem i den rigtige retning.«

Sætningen bliver hængende. For vi sidder på en plads, hvor mennesker går forbi i sommervarmen, og man fornemmer, at Per Breckling ikke kan gå ret langt i Fredericia uden at møde en, han engang har haft i en klasse.

Per Breckling taler ikke i krisetermer om sit eget liv. Da jeg spørger, om der har været bump på vejen, tænker han sig om.

»Man har da haft forskellige tidspunkter, hvor man har søgt noget, jeg ikke har fået,« siger han. »Og der er ting, hvor det hele bliver sat i perspektiv. Hvor familielivet er det, der virkelig fylder.«

Han er gift med Rikke, og parret har fem børn, der alle for længst er flyttet hjemmefra. Privat går der tid med hus og have og venner, med engelsk fodbold og Arsenal, og med FC Fredericia på stadion en gang imellem. Og så er der musikken. Koncerter betyder meget for ham, Allan Olsen højest af alle. Men når jeg presser på for at finde den store fortælling om modgang, afviser han høfligt præmissen.

»Man må tage nogle valg, og nogle gange lykkes det ikke,« siger han. »Nogle gange er der konsekvenser, man ikke kan regne med. Men de fleste gange er der også plusser, man får fat i. Så jeg har ikke nogen stor krise i mit liv. Det synes jeg ikke.«

Og det behøver der jo heller ikke at være, indvender jeg.

»Nej,« siger han bare og smiler.

Der er noget afklaret over ham. Det viser sig tydeligst, da snakken falder på pension. For han har en lillebror, tre år yngre, som er begyndt at overveje at trække sig tilbage.

»Det bestyrker mig bare i, at jeg gør det rigtige,« siger han. »Der er masser af udfordringer. Masser af ting, vi kan gøre bedre i folkeskolen. Masser af ting, som kan forbedre mine medlemmers arbejdsvilkår. Det vil jeg gerne være med til at finde løsninger på. Så det vil jeg blive ved med.«

Han ved godt, at der kommer et tidspunkt.

»Så kommer der et tidspunkt, hvor man siger, at nu er det pension. Og så må det være sådan. Så tager vi den tid.«

Hans filosofi er enkel og hænger sammen med alt det andet, han har sagt i dag. Det handler om at finde glæden i det, man laver, lige der hvor man er.

»Hvis man arbejder med tingene og er hyggelig med det og nyder det, man kan, uanset hvor det er, så tror jeg, det fører en videre,« siger han. »De ting, jeg har lavet som lærer, har betydet noget for de børn og unge, jeg har haft. Det, jeg har lavet i fagforeningen, har betydet noget for mine kollegaer. Derfor er jeg stadig formand på kredsen. Og derfor er jeg blevet valgt til hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening.«

Der er ét øjeblik, hvor den rolige formand giver lidt mere af sig selv. Jeg spørger, om der har været aftener, der har siddet i ham, og han nikker.

»Jeg kan huske den aften, jeg blev valgt,« siger han. »Da jeg kom hjem og skulle sove, havde jeg lidt svært ved at få søvn.«

Det er måske den mest ærlige sætning i samtalen. Her er en mand, der hele sit liv har præsenteret sig som rolig og afklaret, men som husker præcis den nat, hvor ansvaret blev til virkelighed, og søvnen ikke ville komme. Det er det, der gør ham interessant. Ikke at han aldrig har været i tvivl. Men at han har lært at bære tvivlen og gøre den til drivkraft.

Solen er stadig høj, da vi rejser os. Per Breckling skal videre, og det skal jeg også. Bag os summer Ryes Plads af mennesker i varmen, og et sted derude går der sikkert en, der engang sad i en af hans klasser. Det ville han nok synes var det vigtigste af det hele.