To sejre.
Samme by.
Fjorten dage.

---

Teaterdirektøren

Et teater og en uddannelse — to af en slags i Danmark

Thomas Bay har bosat sig i Fredericia. Det er ikke en tilfældig beslutning, siger han, men en konsekvens af det, han mødte, da han kom hertil.

»Hvis man satser på høj kvalitet og har en ambition om at gøre den kvalitet til sit konkurrenceparameter, så tiltrækker man også de rigtige mennesker. Og det er præcis det, der er sket her.«

Bay leder et teater, der ikke bare producerer forestillinger, men fungerer som omdrejningspunkt for et helt felt. Fredericia Musicalteater er det eneste teater i Danmark med eksklusivt fokus på genrens udvikling og kvalitet. I Fredericia ligger desuden Den Danske Scenekunstskole — den eneste statsanerkendte uddannelse i musical i landet — og de to institutioner udgør tilsammen en infrastruktur, der ikke findes andre steder i Skandinavien.

Rundt om dem ligger folkeskoler med musical på skemaet, en kreativ skole, et foreningsliv og et fritidsmiljø, der tilsammen gør det muligt at bevæge sig fra klassens performancehold til en national scene — og derfra til Eurovision. Det er ikke en tilfældig ophobning. Det er resultatet af, at mange aktører i mange år har trukket i den samme retning.

---

Sport og scenekunst

To ligahold. Ét musicalteater. Én statsanerkendt uddannelse.

Den vilje til at ville det, Tind taler om, er ikke forbeholdt scenekunsten. Den genfindes på tribunerne, i omklædningsrummene og i de haller, hvor Fredericia møder omverdenen på helt andre præmisser.

Det er en by med to ligahold. FC Fredericia kæmper om oprykning til Superligaen. Fredericia Håndboldklub møder europæiske modstandere. Begge hold spiller hjemmekampe i Fredericia, og begge hold samler tribuner og lægter i en by, der er lille nok til at mærke det i kroppen, når det lykkes, og lille nok til at mærke det, når det ikke gør.

Thomas Bay peger på, at det ikke er en tilfældig kombination. Sport og scenekunst deler noget fundamentalt — en disciplin, som kun ligner underholdning udefra.

»Vi har ét skud til at give publikum den bedste oplevelse, hver aften, fordi næste dag kommer der et nyt publikum, og de har betalt for det.«

»Der er en grund til, at kultur og idræt ikke bare hænger sammen i den folkelige bevidsthed, men også administrativt og budgetmæssigt i kommunen. De trækker på de samme menneskelige drifter, det samme behov for fællesskab og identitet, og de markedsfører byen på samme måde udadtil. En by, der kan pege på et ligahold i fodbold, et ligahold i håndbold, et musicalteater i verdensklasse og en national uddannelsesinstitution, har noget, som meget få byer på den størrelse kan matche.«

---

Kommunekassen

»Man kan ikke spare sig til vækst«

Det er let at tale om kultur som investering, når tallene går op. Det svære er at holde fast, når de ikke gør.

Samtalen når uundgåeligt frem til det punkt, hvor de store ord møder kommunekassen. Thomas Bay formulerer det mest direkte:

»Man kan ikke spare sig til vækst. Det er bare sådan, det er. Og jeg kender ikke mange seriøse undersøgelser af kulturudvikling, der ikke viser en positiv afsmitning på bosætning, turisme, trivsel og boligpriser. Når man gør det rigtigt, er det næsten udelukkende gode historier.«

Peder Tind er enig i princippet. Men han er også borgmester i en kommune, der inden sommerferien skal fremlægge et sparekatalog på 200 millioner kroner. Han siger det uden omsvøb: Der kommer svære beslutninger, og ingen er fredet på forhånd.

»Jeg kan ikke sidde her og love, at kulturen går fri. Det ville være uærligt. Men jeg kan sige, at vi ikke er ved at afvikle det, vi har bygget op, fordi vi lægger noget i et sparekatalog. Kulturen består. Det er grundfæstet i byens DNA, og det tror jeg på, at vi kommer igennem sammen. Det er ikke Thomas, der løfter det alene, og det er ikke byrådet, der løfter det alene. Det er noget, vi gør i fællesskab.«

---

Et nyt musicalteater

»Så skal man give den de rammer, den fortjener«

Bay skifter fokus til det, der ligger forude. Han peger på Fredericia Musicalteaters bygning, slidt igennem mange år, og på visionen om et nyt hjem i Kanalbyen — en vision, der blev diskuteret intenst for år tilbage og siden stille begravet.

»Hvis man mener det seriøst, at musicalkunst i høj kvalitet skal have et hjem i Danmark, så er det her i Fredericia. Men så skal man også give den de rammer, den fortjener.«

Peder Tind er klar til at genoptage kampen. Han vil have et nyt musicalteater i Kanalbyen, og han vil have staten med ved bordet.

»Vi er et statsanerkendt musicalteater. Det handler ikke kun om driftsstøtten, som vi allerede modtager i dag. Det handler om at støtte selve rammen, bygningen, stedet. Der ligger en forpligtelse fra statens side, som vi endnu ikke har fået indfriet. Der kommer en dag efter et valg, og der bliver en ny kulturminister. Den dør skal vi sparke ind. Og det har jeg tænkt mig at gøre.«

---

Identiteten

En by, der fortjener at blive fortalt

Kampen for et nyt musicalteater er ikke bare et byggeprojekt. Det er et argument om, hvad Fredericia er, og hvad byen fortjener at være.

Samtalen bliver ved med at bevæge sig i det felt, hvor det konkrete og det principielle mødes, og kaffekopperne bliver kolde, mens de tre mænd taler hurtigere end de ellers gør offentligt. Som folk, der kender hinanden godt nok til at sige tingene uden omsvøb.

Andreas Andreassen minder om et klip fra Royal Run, hvor TV 2s Ulla Terkelsen kommenterede over panoramabilleder af Fredericia i solskin. Voldene, vandet, byen set fra oven. Og hendes ord, der langsomt tog form af en erkendelse: at hun hele sit liv havde hørt om Fredericia som en fæstningsby med historie, men aldrig rigtig havde forstået, hvad det betød, før hun så det sådan.

»Det er den fortælling, vi skal blive bedre til at fortælle. Ikke fordi den er falsk eller overdreven, men fordi den er sand, og fordi for mange mennesker endnu ikke kender den. Fredericia er en by, der reelt leverer på nationalt niveau inden for flere felter samtidig. Det er usædvanligt. Det fortjener at blive sagt højt.«

Thomas Bay tager et større perspektiv ind i rummet. Han fortæller om en konference om kunst under krig, om den ukrainske kulturminister, der deltog digitalt, og om det tal, der stadig sidder i ham. Siden krigens start er over 1.600 kulturelle institutioner i Ukraine ødelagt eller påvirket. Det er ikke tilfældigt, siger han. Kultur er et bevidst krigsmål, fordi det er dér, et folks identitet bor.

»Kunst og kultur skaber identitet. Det skaber DNA og sammenhold. I Fredericia har man gjort det aktivt og sat sig på det over mange år. Der er ingen andre jyske byer, der har gjort det på den måde. Det er noget, vi skal være bevidste om, at vi har.«

Peder Tind lytter og siger så, at han drømmer om gavlmalerier. Om koncerter på Kastellet. Om kunst i det offentlige rum, der møder folk, uden at de selv har opsøgt det.

---

Det begynder her

Anna Frida er ikke en undtagelse. Hun er et eksempel.

Den by, Peder Tind drømmer om, er på mange måder allerede ved at tage form. Da Anna Frida en lørdag aften i februar hørte sit navn blive råbt op i Arena Nord, brød jublen løs i Fredericia Idrætscenter. Over to tusinde mennesker havde hentet billet og samlet sig i hal 5 og 6 for at se det ske på storskærm. Fredericia Bibliotek havde holdt forfest med glimmer, ansigtsmaling og popcorn tidligere på dagen. Borgmesteren inviterede siden den nykårede vinder til rådhuspandekager i byrådssalen.

Det er en by, der fejrer sine egne. Men det er også en by, der forstår, hvad den fejrer.

For Anna Frida er ikke landet på en national scene ved et tilfælde. Hun er vokset op i et miljø, der har taget hendes talent alvorligt og givet hende et sted at bruge det. Den 13-årige pige, der i april opfører musical på Fredericia Musicalteater med sit performancehold fra skolen, er ikke en undtagelse. Hun er et eksempel på, hvad der sker, når et kulturmiljø fungerer hele vejen ned.

Søren Torpegaard Lund rejser til Wien i maj for at synge for Europa. Han er uddannet her. Han har stået på scenen her. Og han bærer en del af den fortælling med sig, som Fredericia i årtier har valgt at investere i — ikke fordi det var billigt eller sikkert, men fordi nogen besluttede, at det var det rigtige.