Hver morgen i 79 dage rykker krigen tættere på Fredericia

Det begyndte den 21. april. En enkelt artikel, en enkelt dag i 1849, fortalt som var det i går. Siden er der kommet en ny hver eneste morgen, og nu, 67 dage inde, står vi kun tolv dage fra det, det hele har peget frem mod: udfaldet fra Fredericia natten til den 6. juli.

»79 dage i Treårskrigens fodspor« er ikke en historiebog, man læser fra ende til anden en regnvåd søndag. Det er noget andet og sjældnere. Det er en krig, der udfolder sig i samme tempo som dengang, dag for dag, så man selv kommer til at gå i fodsporene. Man vågner og tænker: hvad sker der i dag ude ved fæstningen? Er Rye nået frem? Hvor tæt står fjenden nu?

Bag det hele står kulturarvsinspektør Mikael Holdgaard Nielsen fra Museum Fredericia, der med rolig, kyndig hånd fører os gennem belejringens uger. Han skriver ikke med løftet pegefinger eller tør lærdom, men som en, der kender hver vold og hver bastion og gerne deler ud af det. Vi har mødt generalerne tæt på: den frygtløse de Meza, der red først ud ad Kongens Port. Den ukuelige Moltke. Olaf Rye, hvis korte »Punktum!« afgjorde sagen, da fjenden truede med at skyde Aarhus i brand, og som selv skal falde på slagmarken. Og senest oberst Irminger, hvis oprejsning under Miniudfaldet blev så fuldkommen, at han fik æren af at overtage Ryes brigade efter hans død. En tak for sidst, som Mikael skriver.

Men det er ikke kun de store navne. Det er også tobaksfabrikant Bønnelycke, der fra sin dagbog i den belejrede by spøgefuldt håbede, at tyskerne ville tro, Sankt Hans-bålene var glædesblus over russernes ankomst. Det er Det Særlige Korps, der i Vestjylland førte en regulær rygtekrig og skræmte fjenden med en fantomstyrke, der aldrig fandtes. Det er de stakkels aarhusianere, der måtte have 6000 preussere boende. Det er de små, menneskelige scener, der gør den store historie levende.

Hver artikel er rigt illustreret med samtidige portrætter, kort over troppernes bevægelser og fotos fra fæstningen.

Bülows store plan er sat i værk. Rye står klar på Helgenæs til overskibning, de Meza er på vej over Fyn, og general Bonin aner uråd, men ved hverken hvornår eller hvorfra slaget kommer. Strandbatterierne rejses i blind hast langs kysten. Den 30. juni venter Miniudfaldet. Og natten til den 6. juli falder afgørelsen.