Re:Love er navnet på Middelfarts nye butik med luksusgenbrug. Et nyt koncept, hvor mærketøj, eksklusiv indretning og kvalitet er i højsæde

Der bliver skruet ekstra op for kvalitet, bæredygtighed og den unikke shoppingoplevelse, når Middelfarts nye butik med luksusgenbrug, Re:Love, åbner dørene for kunderne.

Butikken får attraktiv beliggenhed midt på Nytorv, i den gamle ‘Pigernes’-butik, og bag det nye shoppingkoncept står Kathja Kingo og Brit Forsberg.

“Det skal være en luksusoplevelse at besøge butikken. Både når det gælder indretningen, og de varer, vi har hængende. Vi kommer udelukkende til at have mærketøj af den bedste kvalitet og i den bedste stand,” fortæller de.

Brit Forsberg har adskillige års erfaring som selvstændig, mens mange med stor sandsynglighed kender Kathja Kingo fra genbrugsbutikken Minikartellet i Jernbanegade. En butik, som hun for et år tilbage åbnede med stor succes sammen med veninden Liset Skov. Liset Skov har valgt at gå ud af samarbejdet, og det var derfor oplagt at bruge den nye situation på at viderudvikle konceptet bag Minikartellet, fortæller Kathja Kingo.

“Vi ændrer derfor navn, får nyt logo og flytter i nye lokaler, da de gamle lokaler på Jernbanegade skal rives ned,” siger hun videre.

Middelfart er klar

Re:Love er udelukkende en kommissionsbutik med tøj, sko og accessories til både børn og voksne – dog med hovedvægt på voksne. Der vil ikke tilbydes reolleje. I stedet kan private indlevere deres tøj, og når tøjet er solgt, får sælgeren 50 procent af beløbet, mens butikken beholder den resterende del og står for alt salg, marketing og alle kundehenvendelser i butikken, på webshoppen, Instagram, Facebook og email.

“Vi henvender os til kunder i alle aldre, der gerne vil have kvalitet og eksklusive varer,” siger Brit Forsberg og fortæller videre:

“Vi ved også, at en stor del af kunderne i Middelfart gerne vil købe kvalitetsprodukter, som også kan genbruges. Det er godt for vores miljø. Og derfor giver Re:Love også rigtig god mening, fordi det er genbrug, og kvaliteten af produkterne er i top.”

Kathja Kingo og Brit Forsberg vil være kritiske i forhold til, hvad de tager ind, så Re:Love ikke kan sammenlignes med en traditionel genbrugsbutik. Tøjet skal være mærkevarer og fremstå uden fejl. Det skal være rent og nystrøget.

Udover den fysiske butik på Nytorv, åbner Re:Love også snart en webshop, som arbejder sammen med både Facebook og Instagram, så kunderne nemt og enkelt kan se og shoppe varerne hjemmefra.

Re:Love åbner, når resten af Middelfart-by genåbner efter coronakrisen. Indtil da vil det være muligt at indlevere tøj. Re:Love vil snart melde ud med tidspunkter for indlevering.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer