Den fredericianske ejendomsmægler Lars-Bo Ottesen har brugt nytåret på at skifte place2live-navnet ud med Fredericia Mægleren. Det er stadig de samme mennesker, der er bag mægleren i Prinssesegade.

Den 1. januar blev skiltene, navnet og visitkortet skiftet hos ejendomsmægler Lars-Bo Ottesen og hans team.

– Vi er lokale, og derfor var der ikke noget mere naturligt end at gå med navnet; Fredericia Mægleren. Det er hvem og hvad vi er og har været, siden starten. place2live fortsætter uændret i Nordsjælland, hvor de i øvrigt er store og har eksisteret siden 1974, fortæller Lars-Bo Ottesen.

Det er stadig det samme team, den samme service og de samme mennesker, man møder hos Fredericia Mægleren, slår Lars-Bo Ottesen fast.

Der er samtidig nok at se til på det fredericianske boligmarked. Det er gået stærkt de senere år med køb og salg, og det forventer Lars-Bo Ottesen vil fortsætte, dog mangler der flere sælgere på markedet.

– Grundlæggende forventer vi et godt boligmarked i 2022, hvor vi fortsætter, hvor vi slap. Jeg håber dog, at flere vil sætte deres boliger til salg. Vi mangler boliger på markedet og kommunen må gerne lave endnu flere attraktive udstykninger til dem, vi skal have til at flytte til byen, fortæller ejendomsmægleren.

2021 var et år, som bød på usædvanligt høj tempo på boligmarkedet. Især sommerhuse blev revet væk, hvor tre måneder blev pillet af liggetiden på tolv måneder, viser nye tal. Det billeder ser man også i Fredericia, selvom gennemsnitsberegningerne ikke altid matcher.

– Det går stærkt lige nu. De fleste får solgt indenfor 1-3 måneder. Det er billedet lige nu, noget ligger længere, det ved jeg godt, men rigtig mange gange er boligen solgt med det samme. Jeg har lige haft et skuffesalg, hvor boligen var solgt i første hug, så der mangler ikke købere. Når alt det er sagt, så forventer jeg klart, at boligmarkedet normaliseres i 2022, siger Lars-Bo Ottesen.

Særligt renteudviklingen og energiprisernes himmelflugt vil lægge en dæmper på markedet.

– Der er ingen tvivl om, at det går godt i samfundet, og samfundsøkonomien er meget sund, men lokalt ser vi, at bankerne regner lidt mere end normalt, og det gør noget, at man regner fra 0,5 procent i rente til 1,5. Energiprisernes voldsomme stigning det seneste år får også indflydelse på det rådighedsbeløb køberne har, og dermed, hvad de kan købe for. Vi har set en håndfuld handler gå i vasken på grund af de nye beregninger, fortæller han.

Lars-Bo Ottesen ser dog lyst på fremtiden, og kommer der flere boliger til salg, så vil Fredericia fortsætte med den gode fremgang på boligmarkedet.

– Jeg ser lyst på fremtiden og på 2022, jeg er ikke i tvivl om, at vi har mange gode varer på hylderne, og det vil fortsætte, særligt hvis vi får lidt flere varer. Men jeg forstår også godt, at folk tænker sig om lidt mere, for samfundet har befundet sig i en tid, hvor usikkerheden er stor, selvom vi ser økonomisk vækst og fremgang. Jeg tror også, at mange filosoferer lidt, og bruger tid på at træffe beslutningen om at sælge. En familie har boet 20-25 år i deres bolig, børnene er rykket hjemmefra, og de har opbygget en stor friværdi, men alligevel har de ikke travlt med at sælge, fortæller Lars-Bo Ottesen.

Hvorfor?

– Fordi de regner på, hvad de skal købe eller leje i stedet, og ofte er alternativet, at det de skal købe eller leje giver en meget større husleje. Derfor ser vi ofte, at det tager lidt tid. Når det er sagt, så møder vi da massevis af sælgere og købere, der køber efter deres drømme og ønske om at bo et bestemt sted, forklarer han.

Ny gruppe købere på ejendomsmarkedet

Hvor man tidligere så mange i 60erne gøre deres sidste handel eller finde deres sidste bolig, så ser Fredericia Mægleren en ny trend.

– Der er ingen tvivl om, at der en klar stigning i salg til de ældre boligkøbere. Det er ikke unormalt længere, at et par, en mand eller kvinde i 70erne ser på boliger og stadig køber. Jeg har lige haft et ældre par, der havde boet i Fredericia for mange år siden, og som nu gerne vil tilbage igen. Boliger er blevet noget, man vil hele livet, slutter Lars-Bo Ottesen af.

Skriv en kommentar