I to år har Fredericia KFUM haft deres kunstgræsbane foran klubhuset, men der har ikke været nogen måltavle. Det er der nu, hvor Sydbank Fredericia har sponsoreret en ny.

Selvom det er koldt udenfor, så ruller fodbolden stadig. Det er muligt via de nye kunstgræsbaner, som popper op mange forskellige steder i landet. For to år siden fik KFUM endnu en, som er ude foran klubhuset, men der har manglet én ting på den.

Man har ikke kunnet se stillingen undervejs eller vide hvad lang tid der er spillet uden at spørge dommeren, men det er der nu lavet om på.

Det sker, fordi Sydbank via et sponsorat til Sydbank Opstartscup har givet et tilskud til Fredericia KFUM, som nu har investeret i en måltavle til 22.000 kroner.

Fredericia AVISEN var med Næstformand i KFUM, Ejvind Hansen og Tommy Knudsen fra Sydbank Fredericia, i “parken”, hvor vi mødtes foran klubhuset og kiggede på den nye måltavle, der kommer mange til gavn fremover.

“Banen er nu to år gammel, men vi har ikke haft midlerne til at købe en måltavle. Det betyder meget, fordi man så kan se hvad der står og hvor lang tid der er spillet. I hverdagen kan den også bruges til at se hvad klokken er, når man træner, så det er rigtig godt for os,” siger Ejvind, som med egne øjne selv har set måltavlen i brug allerede nu:

“I gamle dage lukkede man ned omkring d. 15. november, men nu spiller man hele året rundt. I dag er tiden en anden end tidligere, hvor man spillede fodbold om sommeren og håndbold om vinteren.”

Ejvind og Tommy foran den nye Sydbank-reklame i “parken”. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Tommy Knudsen er selv mangeårig fodboldspiller, og han kan derfor godt forholde sig til, hvad det betyder med en måltavle.

“Det giver god mening, at man kan se hvad der står, når man spiller,” siger han med et smil og kommer ind på, hvordan det er for Sydbank at sponsorere noget til en lokalklub som Fredericia KFUM:

“Vi går meget op i synlighed og vise, at vi støtter det lokale. Vi har for nylig også været ude i Taulov BMX, så vi er kommet vidt omkring.”

Tommy Knudsen har i sin fodboldkarriere blandt andet spillet i FC Fredericia, men i de unge år hed klubben Fredericia KFUM.

“Det er superfedt at være med til at give noget til dem, og det er også derfor, at Lars (filialdirektør i Sydbank Fredericia, red.) sendte mig herud. Jeg spillede her til jeg er 16 år, så det er mange år siden,” forklarer “TK”.

Efter at have talt om stort og småt forlader vi igen KFUM Parken, hvor man nu for alvor kan banke løs på kunstgræsbanen ved klubhuset med den nye måltavle.

http://www.enggaard.dk/
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer