Debatindlæg fra Lise Müller, SF næstformand & folketingskandidat på Fyn, Løvspringsvej 12, 2920 Charlottenlund & Annette Blynel, SF medlem af regionsrådet i Region Syd, Strandgade 27, 5700 Svendborg

Der er stærke kræfter i vores sundhedssystem som ønsker mere centralisering. Det HAR på visse områder givet bedre behandling, men det skal give mening og være på baggrund af viden og erfaringer. Og ikke mindst, det skal give mening for patienter og pårørende.

Gennem de sidste 20 år har vi taget 7-mile skridt på kræftområdet. Vi har sat fokus på tidligere udredning, hurtigere behandling og mere ekspertise, både medicinsk og kirurgisk. Fantastisk – det har givet bedre behandling og langt flere overlever den grumme sygdom.  

Men centralisering er altså ikke uden problemer. Hospitaler kan også blive for store, ja, der kan ligefrem være tale om stordriftsulemper. Hidtil har vi mest talt om for små steder, men sygehuse kan altså også miste effektivitet og dygtighed, alene på grund af størrelsen.

Der er mennesker, som vælger behandling fra alene på grund af afstand til behandlingsstedet. Som ikke orker den lange rejse til og fra, midt i en alvorlig sygdom. Og der er, som det handler om her, familier der går i stykker midt i det lange og udmattende forløb, når deres barn bliver syg. Det er skrækkeligt, at være bekymret for om mit barn klarer sygdommen. Derfor har man naturligvis, i så høj grad som muligt, brug for sit nære netværk og hjemlige miljø, for at klare presset. Så en behandling langt væk fra eget hjem, er yderligere et pres, oveni den skrækkelige situation, alle forældre må være i.

Når man vil træffe så stor en beslutning, som at sende mange alvorligt ramte børnefamilier på landevejene, så skal det være begrundet i en meget bedre behandling. Ikke bare en marginal bedre behandling, men en ægte og dokumenteret bedre behandling, der kan modsvare den kæmpe ulempe, det er at skulle rejse langt. At dømme ud fra OUH´s resultater findes den dokumentation ikke. Vi opfordrer derfor Sundhedsstyrelsen til at gå tilbage til tegnebrættet, og stoppe den usikkerhed som den her udmelding har givet mange forældre.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Annette Blynel
Annette Blynel
1 måned siden

Sundhedsstyrelsen har meddelt, at der holdes pause med beslutningen og der skal være mere dialog. Så usikkerheden fra de berørte forældre fortsætter. Det er helt urimeligt. Men SF vil naturligvis følge udviklingen tæt og kæmpe en brav kamp for at bevare indsatsen i regionerne. Det er ikke alt der bliver bedre via centralisering.