Lukas Graham kunne i torsdags offentliggøre at han sammen med Patrick Dorgan også tager Scarlet Pleasure med som special guest, kun til koncerten i Vejle! I 2015 har danskerne i den grad fået øjnene op for den københavnske trio med forkærlighed for 90’er mode og sexet soulpop. Singlen “HEAT” har hittet stort på de danske musiktjenester og sikrede Scarlet Pleasure deres første platinplade.

I torsdags skød Lukas Graham deres turné i gang med en udsolgt koncert og GAFFA kvitterede med 5 stjerner! Turnéen ligger i kølvandet på succesalbummet “Lukas Graham (Blue Album)” der indeholder hits som ”Strip No More”, ”Happy Home”, ”Mama Said” og seneste single ”7 Years”, som lige nu er på vej ud i verden, som første single fra det kommende internationale debutalbum fra Lukas Graham.

Turnéen byder på udsolgte koncerter over hele landet og i Vejle kan der nu også meldes “Få billetter” til den efterspurgte koncert, der tidligere på året blev rykket til større lokaler i det nyåbnede SPEKTRUM i DGI Huset i Vejle.

Lukas Graham, SPEKTRUM i DGI Huset i Vejle, fredag den 27. november kl. 19.40.

 

Arrangør: DGI Huset og Vejle Musikteater