Efter at have fejret 25 års-jubilæum med både et opsamlingsalbum (”Evergreen”) manifesterede Love Shop sin betragtelige betydning for dansk musik med det 11. studie album ”Risiko” i 2017. Et album der i den grad fik anmeldere til at kaste om sig med mange stjerner, og som samtidig var levende bevis for, at Love Shop på ingen måde kender til begrebet autopilot når der skal laves ny musik.

Med ”Risiko”s succes i bagagen og usvækket lyst til at forny sig, har Jens Unmack & co. nu igen været i studiet, og denne gang er hele bandet blevet inddraget i indspilningens grundfase og formgivning, dels for at nyde godt af en frisk proces, men også for at åbne op for et mere bandnaturligt snit på de nye numre. En feeling den opmærksomme lytter straks vil kunne høre.

Albumtitlen er ”Brænder Boksen Med Smukke Ting” .

Jens Unmack siger selv om det nye album: ‘Med så mange albums bag os har vi efterhånden en sjældent lang bandhistorie, som er inspirerende at spille ud fra. Med seneste album oplevede vi et foreløbigt højdepunkt i Love Shop’s nyere historie, og mange andre havde nok i den situation trukket en pause og set situationen an. Men sådan er temperamentet ikke i det her band.

Tror aldrig jeg har arbejdet så intenst med sangene til et album som på dette nye. Ikke fordi de kom svært, men fordi målet var at komme videre uden tomme ord eller musikalsk dødvægt i bagagen. Så mange skitser blev lavet og stødt, før de rigtige sange kom og lagde sig på plads. På den måde giver det nye album kun god mening i forhold til det erklærede løfte” Risiko” gav: Aldrig træt, aldrig mæt. Vi skal videre nu.’ Brænder Boksen Med Smukke ting” er lyden af Love Shop 2019.”

Koncert i Tøjhuset torsdag d. 17. oktober kl. 20. Billetsalg: tojhuset.billetten.dk

https://www.place2live.dk/fredericia/vores-boliger/