Forside Erhverv Lone Nielsen, bogholder ved Business Fredericia #Fredericiasansigter

Lone Nielsen, bogholder ved Business Fredericia #Fredericiasansigter

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Business Fredericia er en organisation i evig udvikling. For nyligt er der også udviklet på medarbejderfronten, hvor Lone Nielsen er blevet ansat som bogholder. Fredericia AVISEN tog en snak med Lone om arbejde, familie og livet i Fredericia.

Med bygningen af Kanalbyen betyder det byggerod og opgravninger i området omkring Business Fredericias kontor. Efter en kort afstikker ind på en blind vej fandt jeg vej ind til kontoret.

Når man kommer op af trappen og træder ind på Business Fredericias kontor er det første man bliver mødt af et stort smil og et ‘velkommen til’. Bag smilet og ordene er Lone Nielsen, der har fået skrivebordet lige indenfor døren.

Kan du fortælle lidt om dig selv?

“Jeg er født og opvokset her i Fredericia. Jeg har arbejdet forskellige steder, en del år på Rahbek Fisk og senest ved RMG Inspektion inden jeg startede her d. 1/10” fortæller Lone og fortsætter:

“Så har jeg to børn, en på 11 år og en på 13 år. Vi bor i Nordbyen og her bruger vi også omgivelserne. Børnene spiller fodbold i KFUM, og så går de også til svømning. Selv løber og cykler jeg meget rundt i naturen og i byen”.

Hvordan bruger du ellers Fredericia?

“Jeg bakker meget op om alle de events der er i byen, og forsøger at komme til dem alle sammen. Især musikevents bruger jeg meget. Når der er By-Night, så er jeg selvfølgelig også der og bakker op” siger hun og fortsætter:

“Vi nyder også at gå ned på havnen og få en is, gå tur på volden. Vi har jo i virkeligheden alt det vi har brug for lige uden for døren” Lone Nielsen, Bogholder ved Business Fredericia

Hvor tænker du Fredericia skal hen, hvis det stod til dig?

“Jeg tænker egentlig ikke at vi skal noget særligt. Jeg synes det er meget vigtigt at vi følger udviklingen i samfundet. Det er super dejligt som Fredericianer at se, at Fredericia Teater gør det så godt, at Musicalakademiet gør det godt. Fredericia er generelt bare god” siger Lone.

“Men jeg tænker også Fredericia skal have et nyt ry. Lige nu har byen ry af arbejderby, men med lukningen af fabrikkerne skal vi til at tænke nyt. Jeg håber vi kan tiltrække flere unge, skabe mulighederne så de unge bliver her” fortæller Lone Nielsen.

Hvordan har den første tid været her i Business Fredericia?

“Det er et sted med stor fart, der sker rigtig meget. Men det er også virkelig spændende! Man møder en masse mennesker, og så er mine kollegaer i fuld fart. Det er meget ind og ud til diverse møder, men det er egentlig bare fedt med en dynamisk arbejdsplads”

https://www.fredericiavin.dk/
Annonce