I otte år har Lone Jakobsen drevet virksomhed i Fredericia. I et lille smørhul i Kongensgade har hun fundet lækre lokaler, hvor man overhovedet ikke mærker det ellers pulserende byliv. Lone er ekspert i yoga og massage – men tilbyder også en række andre ting.

“Tiden går imod, at vi bliver meget bevidste omkring vores sind, vores krop og det der rører sig indeni os – sjælen. Så derfor har jeg fået en meditationslærer herop, der også er coach. Hun kommer og underviser i meditation”, forklarer Lone.

Hos Lone har man også muligheden for at købe yogatøj. “Det rigtige yogatøj er altid dejligt at have på, ligesom man tager det rigtige løbetøj på til det formål”, fortæller Lone.

“Alle mine yogahold tilbydes under aftenskolen Magnum Opus. Dermed slipper jeg for det administrative arbejde og kan koncentrere mig om selve undervisningen. Samarbejdet er rigtig godt, de er meget professionelle. På sigt bliver det måske mere, det arbejder vi lidt på”, forklarer Lone Jakobsen.

Det er ikke kun i Fredericia man kan dyrke yoga. Lone har nemlig også skabt muligheden for at tage på flere forskellige yogarejser. “Jeg har en yogarejse til Italien, hvor vi får dejlig mad og laver yoga under åben himmel. Vi er i de her fantastiske toscanske omgivelser. Så har jeg to yogarejser, en i Kristi Himmelfartsferien og en lang rejse på en uge, hvor man virkelig får arbejdet kroppen igennem”, fortæller hun.

Du kan høre mere om Lone Jakobsen og hendes yogastudie i filmen ovenfor.

Skriv et svar