Lasse Strüwing Hansen er for mange i Fredericia et meget kendt ansigt, efter han i 2013 opnåede valg til byrådet. Siden gjorde studiet at han måtte flytte til København. Det er også i København, nærmere bestemt Christiansborg, at han har fundet sit nye job.

Lasse Strüwing har i mange år bevæget sig i den politiske verden, ja faktisk har han nok aldrig været ude af den. Lasse har været medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og byrådsmedlem for Socialdemokraterne.

Men nu bringer tiden en ny udfordring for Lasse Strüwing, han skal nemlig være presseansvarlig for det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, og for hendes parti Siumut.

“Jeg skal være presseansvarlig for Siumut, der er et grønlandsk parti bygget på den demokratiske socialisme. Siumut betyder ‘Fremad’, og det passer godt i tråd med den socialdemokratiske tanke i Danmark, hvorfor de også er i samme gruppe. Men det er nok lettere at forklare mit arbejde med, at jeg skal være presseansvarlig for Aki-Matilda, og det glæder jeg mig meget til”, fortæller Lasse Strüwing.

“Det er en spændende og udfordrende opgave, som jeg ser meget frem til. Det er et spændende sted for mig at lande, for jeg tror at vi de næste år kommer til at tale meget mere om Grønland, og jeg tror der sker en udvikling i hvordan vi taler om Grønland”, fortsætter han.

Selvom grønlandsk politik ikke er spidskompetencen – endnu i hvert fald – så er Lasse sikker på, at han har meget at byde ind med.

“Jeg har ingen erfaring med grønlandsk politik, og jeg glæder mig meget til at lære en hel masse om det. Men jeg har en stor viden omkring dansk politik, og det er jo sådan, at dansk politik i stor grad har indflydelse på grønlændernes hverdag, så der kan jeg helt sikker byde ind med en masse faglig sparring til Aki-Matilda”, forklarer Strüwing.

“Jeg må sige, at Aki-Matilda virker inspirerende, tilgængelig og hun vil gerne ændre noget. Det synes jeg er enormt befriende, at have en chef der er indigneret i forhold til sine egne mærkesager, hun kæmper for det hun tror på. Hun er god i forvejen, min opgave er at forsøge at gøre hende endnu bedre”, lyder det med et grin fra Lasse.

Tidligere har Lasse har sin gang på Christiansborg, men det er første gang han er ansat midt i magtens centrum – og det har da også gjort indtryk allerede første dag.

“Jeg kan mærke det allerede nu. Jeg har været på Christiansborg mange gange, og har haft adgang hertil tidligere, men det var noget andet idag, da jeg kunne træde ind som officiel medarbejder”, svarer Lasse og fortsætter:

“Jeg tror det er sundt, at Aki-Matilda har valgt at have kontor på samme gang som mange socialdemokrater, og på den måde får vi også et tættere bånd. Man kan godt mærke, at det er en politisk arbejdsplads, og der sker meget. Nogen gange skal tingene gå hurtigt. Der er mange der er interesserede. Så vi har arbejdshandskerne på – og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med Aki-Matilda, Siumut og en gren af politik jeg ikke har arbejdet med før”.

https://www.f-i-c.dk/50-aars-jubilaeum