Tøjhuset i Fredericia dannede rammen om en fernisering, der viser musikhistorien gennem tiden. Museerne i Fredericia står bag de flotte fortællinger, som blev præsenteret i fredags.

Der var fyldt godt op i Tøjhuset og der blev budt på en skænk i baren. Samtalerne ved bordene flød, inden Museeumsleder Karsten Merrald Sørensen bød velkommen med stor begejstring. Det var tydeligt at både projektet og det at komme ud af huset betød meget.

Karsten Merrald Sørensen bød velkommen. (Foto: Thomas Lægaard/Fredericia AVISEN)

“Det er med stor glæde, at jeg kan byde velkommen til udstillingen “Min koncert i Fredericia”. Det er en helt ny måde for os som museum at lave udstillinger på, det har været en rejse og en oplevelse”, var blandt ordene i Karstens åbningstale.

Formand for Kultur & Idrætsudvalget Lars Ejby Pedersen var dagens taler som skulle åbne udstillingen. Som en rigtig politiker ville han ikke komme med en koncertoplevelse som havde været den bedste for ham gennem tiden. Han nævnte i stedet de mange dejlige steder, vi har at afholde arrangementer og hvordan musikken binder os sammen. Vi talte med Lars lige efter åbningen.

Selvom der blev hygget ved bordene, så gik der ikke længe før førstesalen med de flotte billeder blev invaderet af de fremmødte. Der blev peget og talt, der er ingen tvivl om at minderne om de mange koncerter skulle tales igennem.

Da der var BEAT i Kastellet. (Foto: Thomas Lægaard/Fredericia AVISEN)

Karsten smilede fra første sekund og var glad over det store fremmøde og den interesse, der har været før, men også nu, hvor det færdige produkt hænger og pryder væggene i det gamle ikoniske, Tøjhuset. Over 100 borgere fandt vej til Gothersgade, hvor unge impro-spirer begyndte at udfolde deres talent på scenen før arrangementet var forbi. Vi fangede Karsten til en samtale om, hvad det betyder for Museerne i Fredericia.

Om “Mit livs koncert i Fredericia

Museerne i Fredericia har spurgt fredericianerne om fortællinger fra koncertoplevelser på byens spillesteder for at afdække den lokale musikkultur gennem de seneste 60 år. Det er en central del af Fredericias historie, som viser tidsbilleder på forskellige generationers musikalske mæle.

Sådanne tidsbilleder vækker både nostalgiske følelser og giver smil på læben, når musikken giver anledning til at huske oplevelser om fællesskab og samhørighed med ligesindede eller minder om koncertoplevelser, der har haft en skelsættende betydning for den enkelte.

Godt fremmøde på en fredag eftermiddag. (Foto: Thomas Lægaard/Fredericia AVISEN)

Museerne i Fredericia sætter sammen med Tøjhuset fokus på den lokale musikkultur, som Tøjhuset i dag står på skuldrene af. Udstillingen viser et lille udpluk af de mange historier og billeder, som Museerne i Fredericia har indsamlet i efteråret 2019.

Udstillingen kan ses de kommende tre måneder onsdag – fredag mellem kl. 11 og 15 samt til koncerter i Tøjhuset.

Leave a Reply